Vinthel

Dette navn benyttes om magikeres tårne, hvor de slår sig ned for at tilegne sig viden og træne deres kundskaber. Der er ikke særlige egenskaber, der kendetegner et vinthel. Rent arkitektonisk er det blot et tårn, hvor der bor en magiker. Blandt magikere er der dog en forståelse for, at det kun er de allermest kyndige magikere, som etablerer deres eget troldmandstårn, og typisk vil indehaveren af et tårn, kaldet en vinthelfyrste, derfor være særdeles magtfuld.

I erkendelse af, at der ofte sker farefulde eksperimenter i tårnene, og da magikere også i almindelighed foretrækker at kunne udøve deres virke langt væk fra nysgerrige blikke, bliver de ofte placeret fjernt fra byer og andre befærdede steder.

Der er en udbredt tradition for, at troldmændene tager sig lærlinge i deres tårne, og også at fremmede magikere kan rejse dertil for at udveksle viden og idéer. Deres afsides beliggenhed til trods er der derfor ofte en betydelig aktivitet i tårnene.

Forhistorie

Baggrunden for oprettelsen af de første vintheler tager sit afsæt i den mægtige zarabiske troldmand Al-Hazif, der i år 1088 EJ grundlagde et akademi for særligt udvalgte magikere i Zara’bash. Det var et lukket og eksklusivt akademi, hvis kundskaber resten af Nirahams magikyndige kun kunne gisne om. Hvad der foregik bag dets mure, forblev en hemmelighed, da akademiets medlemmer var svoret til tavshed og nægtede både at røbe og dele deres viden med andre troldmænd.

Med tiden oprettede Al-Hazif flere akademier, men også disse var underlagt det strenge kodex om isolation og fortrolighed. Efterhånden som akademiernes lærlinge blev udlært, fik de tilnavnet Al-Hazifs Broderskab, ofte blot kaldt ‘Broderskabet’.

Resten af Nirahams magikere kunne kun se misundeligt til, mens Al-Hazif og hans broderskab etablerede sig som Nirahams fornemmeste troldmænd. Det stod snart klart, at hvis de andre magikere skulle have en chance for at måle sig med Broderskabet, var de nødt til at samarbejde og dele deres viden med hinanden.

Indtil da havde Nirahams magikere haft tradition for at isolere sig og nidkært vogte over deres egne kundskaber. Den indbyrdes konkurrence mellem dem var intens, og drabelige magtkampe var regelmæssige, når magikerne forsøgte at tilegne sig hinandens viden. Dette skabte en høj grad af ustabilitet, eftersom ingen kunne lære af andres erfaringer, og når en magiker en sjælden gang blev særligt magtfuld, stod de øvrige på spring for at falde vedkommende i ryggen.

Til sidst blev misundelsen over Broderskabets magt dem imidlertid for meget. I år 1125 EJ blev der stiftet en sammenslutning af magikere i Etos med det formål at udgøre en konkurrent til Broderskabet, og i modsætning til Al-Hazifs lukkede og eksklusive orden skulle denne sammenslutning være åben og fungere som et forum, hvor viden kunne flyde frit.

Det viste sig dog hurtigt, at denne drøm var vanskelig at realisere. I stedet for at bidrage til det fælles bedste fortsatte magikerne med ihærdigt at værne om deres egne hemmeligheder, mens de forsøgte at aflure deres konkurrenters viden. Samtidig kunne de ikke blive enige om et fælles overhoved for sammenslutningen, og møderne endte ofte i mundhuggerier og interne stridigheder, ligesom ethvert forsøg på at indføre et fælles ordenskodeks endte i konflikter.

Det første vinthel

Magikernes sammenslutning havde fejlet, og en dag blev det for meget for en af de mest anerkendte magikere i Etos, Gagail Tarrau. Efter årelange stridigheder forlod han byen i vrede og svor, at han ville finde en ny måde at forene magikerne på. Ikke blot skulle hans metode være bedre end den eksisterende, men den skulle også opfylde det idealistiske formål, som sammenslutningen oprindeligt havde været tiltænkt.

Gagail havde sin daglige gang ved hoffet i Etos, hvor han var anerkendt for sine rationelle og velovervejede tanker. Hans ord blev tillagt stor værdi, og han blev righoldigt belønnet for sin kunnen. Ud over en betydelig rigdom ejede han omfattende jordbesiddelser, en mindre flåde af handelsskibe og flere slaver, end han kunne tælle på en dag.

Han besluttede at etablere et selvstændigt akademi, som han kaldte ‘Vinthel’. Det skulle være et tårn, hvor enhver magiker var velkommen, og som rummede et bibliotek, der skulle være nøglen til stor viden. Tårnet stod dog under hans personlige ledelse. Enhver skulle have lov til at studere i biblioteket og lære fra Gagail selv, men kun hvis vedkommende først bidrog med sin egen viden og kundskab til akademiet. Reglerne var indiskutable, men til gengæld ville al den viden, som han og hans akademi samlede, være tilgængelig for enhver, der efterlevede dem.

I år 1139 EJ stod Gagails tårn færdigt, og han sendte bud til de øvrige magikere om, at akademiets døre nu var åbne. Hvad der herefter skete, havde selv Gagail ikke forudset. Magikere fra nær og fjern strømmede til. Alle ønskede de at lære, og de var villige til at dele deres dybeste hemmeligheder for at få indsigt i den viden, som Gagails store bibliotek rummede. Selv bortløbne eller ekskluderede medlemmer af Al-Hazifs Broderskab opsøgte Gagails tårn, og på trods af deres ed om tavshed, var også de parate til at dele ud af deres viden.

Inspireret af denne enestående succes begyndte der i de følgende år at skyde adskillige andre tårne op overalt på Niraham. I år 1152 EJ var der rejst 37 vintheler, der strakte sig fra Zara’bash i syd til Narabond i nord.

Også blandt elverne fulgte man tårnenes opblomstring med interesse. De elviske magikere havde dog, i modsætning til menneskene, gennem årtusinder formået at samarbejde og dele viden, og deres tilværelse var ingenlunde præget af samme indbyrdes konkurrence som man så blandt de menneskelige magikere. Blandt elverne var der allerede længe forinden oprettet to mægtige tårne – Cristaliana-tårnet i Eislonien, hvor højmagerne holdt til, og Marmortårnet i Midterriget i Santillia – og elverne så intet behov for at oprette yderligere.

Dværgene skyede instinktivt al form for trolddom og betragtede det som heksekunst, så også de afviste enhver tanke om at opføre troldmandstårne, og vinthelerne forblev således et rent menneskeligt fænomen.

På Gagails opfordring begyndte vinthelfyrsterne at mødes regelmæssigt for at sikre, at samarbejdet mellem tårnene forløb gnidningsfrit. I begyndelsen var møderne hovedsageligt af administrativ karakter, men med tiden begyndte vinthelfyrsterne også at drøfte mere principielle spørgsmål. Et særligt betydningsfuldt skridt blev taget, da de indledte et samarbejde om at opspore og jage magikere, der misbrugte deres kræfter og nægtede at lade sig underlægge vinthelfyrsternes autoritet.

Vinthelfyrsterne formulerede en række regler og et adfærdskodeks for magibrugere, og de udgjorde dermed en lovgivende forsamling, der i praksis regulerede magikernes adfærd på Niraham. Sammenslutningen blev givet navnet Magiens Cirkel, og selvom den ikke havde samme organiserede form, som vi kender hos Cirklen i dag, hersker der bred enighed om, at det var vinthelfyrsterne, som tog det første skridt mod den struktur, der præger magikerne i nutidens Niraham.

I anerkendelse af, at denne nyfundne succes først og fremmest skyldtes Gagails vision, skænkede vinthelfyrsterne ham det ærefulde tilnavn ‘Lysbringer’, som han stadig er kendt som.

Udover Gagail var også troldmanden Alrimac en højt skattet og anerkendt vinthelfyrste. Hvor Gagail var den idealistiske og visionære, der talte i store vendinger, var Alrimac den rolige og eftertænksomme, som manede til besindighed, når bølgerne gik højt blandt troldmændene. På grund af sin fromme natur blev han kendt som Alrimac ‘Foreneren’, men også i affektion omtalt som ‘Himlens Pilgrim’.

Vinthelkrigen

Ikke alle vinthelfyrster var lige så godhjertede som Gagail og Alrimac. Andre higede inderligt efter magt, og en af dem var den ambitiøse magiker Moreko Aratholl, som havde opført et tårn i det område, der i dag er kendt som Aihlann Bachir. Han begyndte at eksperimentere med kræfter forbundet med døden og opdagede en hidtil ukendt kilde til magt. Den steg ham til hovedet, og over tid begyndte mennesker fra de omkringliggende egne at forsvinde. De blev senere fundet døde og lemlæstede i skovene nær Morekos tårn.

Dette blev dråben for kirkerne. De havde længe set med skepsis på Nirahams magikere, og flere kirkelige inkvisitioner havde blot ventet på en anledning til at tage et opgør med vinthelfyrsterne – og den fik de nu. En forenet front af præster fra Nimars, Gasnians, Ragils og Arams kirker drog i år 1167 EJ til Morekos vinthel, hvor en voldsom kamp udspillede sig. I sidste ende lykkedes det præsterne at besejre Moreko. Hans tårn blev styrtet i grus, og som straf for sine forbrydelser blev han fanget i tidens sand.

Mange af kirkerne fik blod på tanden efter ødelæggelsen af Morekos tårn, og også i befolkningen var der en ophidset stemning. Mange agiterede for, at samtlige tårne burde brændes ned, og hver eneste magiker dræbes.

Mens Gagail og Alrimac forsøgte at opnå en fredelig løsning med Nimars præsteskab, tog præster fra Ragils, Djorkas og Arams kirker sagen i egen hånd. De ophidsede befolkningen med fortællinger om magikernes dødekunst. Deres ord fandt villige ører hos den skræmte befolkning, og menigmand så nu langt om længe en mulighed for at få afløb for den angst, man længe havde følt ved magikernes tilstedeværelse. Da et rygte desuden begyndte at sprede sig over Niraham om, at yderligere tre tårne udover Morekos var faldet, tog det store opgør fart.

Årene der fulgte, var præget af talrige angreb på magiens tårne. Selvom magikerne var magtfulde og formåede at forsvare sig, var de oppe imod en overmagt, der både var talstærk og beskyttet af gudernes præster. Selv den største magiker har sine begrænsninger, og ét efter ét faldt de storslåede vintheler – og sammen med dem forsvandt deres biblioteker, og århundreders uerstattelige viden gik op i røg.

I år 1174 EJ, syv år efter at Morekos tårn var faldet, og krigen mod magikerne var indledt, var 34 af de 37 tårne gået til grunde. Kun de tre tårne, som tilhørte Gagail ‘Lysbringeren’ i Etos, Alrimac ‘Foreneren’ i Zara’bash og Sadox Milux i Narabond, stod stadig. I takt med at den angstfyldte stemning i befolkningen aftog, ophørte angrebene på tårnene, og den hadske stemning stilnede yderligere af, da Nimar-, Rina- og Gasniankirken også gik ind i konflikten og forsøgte at mane befolkningen til besindighed. Hermed blev de tre resterende vintheler ladt i fred.

Efter disse begivenheder opgav vinthelfyrsterne forestillingen om et samarbejde og gik hver til sit. Belært af de mange dystre erfaringer fra folket og kirkernes opgør isolerede de sig fra omverdenen og dyrkede fremover deres kundskaber langt væk fra nysgerrige øjne. Der skulle herefter gå mere end 200 år, før der blev gjort nye forsøg på at etablere et netværk for magikere på Niraham.

Vintheldoktrinen

Stortemplet i Etos udstedte i år 1400 EJ en ny doktrin, der blev sendt til alle Nirahams riger. Den indeholdt et budskab om, at man på ny tillod magikere at praktisere deres kundskaber offentligt. Det skulle imidlertid ske inden for et nøje reguleret regelsæt og under Nimarkirkens tilsyn. Denne doktrin blev kendt som Vintheldoktrinen.

Siden ødelæggelsen af magiens tårne under Vinthelkrigen havde de tilbageværende magikere været nødt til at praktisere deres færdigheder i det skjulte. Selvom det ikke formelt havde været forbudt at beskæftige sig med magi, var magikere frygtede og foragtede i størstedelen af Niraham. Både gejstlige og verdslige autoriteter kunne i princippet sende dem på bålet uden anden begrundelse end deres magiske færdigheder. Rygterne om Modeus og hans dæmoniske kræfter havde kun bidraget yderligere til den fjendske stemning, og i mange riger var befolkningen så skræmt, at folk blev brændt alene ved mistanken om, at de besad magiske evner.

Nu blev det imidlertid tilladt magikerne at stå frem i det åbne. Nimarkirken dikterede dog, at det alene kunne ske inden for rammerne af Magiens Cirkel, der skulle genoprettes som orden, og at Cirklen skulle være undergivet strenge regler, som kirken medvirkede til at udforme.

I hvert af Nirahams lande skulle magthaverne lade Cirklen oprette en enhed, der skulle være ledet af en primus – et overhoved inden for det pågældende land. Alle magikere skulle herefter give sig til kende og blive optaget i Magiens Cirkel i deres hjemland. Lederne af Magiens Cirkel skulle stå til regnskab for hvert af medlemmernes handlinger og havde pligt til at tage affære, hvis de havde grund til at tro, at en magiker havde forbrudt sig mod Cirklens love.

Denne genrejste udgave af Magiens Cirkel var meget forskellig fra vinthelfyrsternes tidligere rådslagninger og blev kendt som ‘anden iteration’ af Magiens Cirkel. Til at lede Magiens Cirkel på Niraham lykkedes det de magtfulde magikerslægter Aratholl og Randal at få indsat den unge, ambitiøse morticist Quarn Aratholl.

Trods sine klare forudsætninger blev Vintheldoktrinen imidlertid ikke efterlevet strengt. De fleste riger benyttede den som en anledning til på ny at lade magikere træde frem i det åbne, og visse tillod også Magiens Cirkel at praktisere i landet. Mange lande oprettede dog i stedet deres egne konkurrerende ordner, som De Grå Koglere i Tharkien og Emyrs Kåber i Emyr.

Det var først i årene efter Himmelkrigene, hvor kirkerne var svækkede, og tilværelsen på Niraham var præget af tumult og kaos, at Magiens Cirkel begyndte at gennemtvinge Vintheldoktrinen med vold og magt. Quarn Aratholl var blevet afsat som overhoved på grund af begivenhederne under Arathollkrigen, og Mester Uldur blev indsat som nyt overhoved i det, der siden blev kendt som den ‘tredje iteration’ af Magiens Cirkel. Herefter begyndte Cirklen at føre streng selvdisciplin med sine medlemmer.

Nuværende vintheler

På nuværende tidspunkt findes fem vintheler på Niraham.

Af de tre tårne, der overlevede Vinthelkrigen, faldt Sadox Milux’ tårn i Narabond under en efterfølgende konflikt mellem magikere og verdslige magter. Narabond døjede i årene 1423-1435 EJ med den frygtede dødekogler Marcus af Sortemosen, og befolkningen var i denne tid så præget af vrede, at de lod den ramme Sadox Milux’ tårn, som blev sat i brand og styrtede i grus.

På forunderlig vis lever Gagail ‘Lysbringer’ fortsat. Ingen kan forklare hvordan, og han er selv tavs og hemmelighedsfuld omkring mysteriet. Han varetager stadig sit vinthel, men har trukket sig tilbage fra offentlighedens lys. Han er derfor heller ikke længere aktiv i Magiens Cirkel.

Tårnet tilhørende Alrimac ‘Foreneren’ står også fortsat. Alrimac selv døde af alderdom for mange år siden, men i år 27 EH overtog en af Gagails lærlinge, halvelveren Aeon, tårnet i Zara’bash og har siden regeret i det som vinthelfyrste.

Herudover er tre tårne blevet genopført ved at trække deres skygger ud fra Zaratziels rige.

I år 26 EH formåede en magiker at trække Kalans tårn i Sydlenet tilbage ind på Nirahams plan ved brug af dets skygge. Det vides ikke hvem, men i erkendelse af de begivenheder, der førte til Modeus’ tilbagevenden i de efterfølgende år, er det sandsynligt at antage, at det var en lærling under Modeus, der forsøgte at skaffe viden eller artefakter derfra.

Året efter, i år 27 EH, da Aeon var blevet anerkendt som vinthelfyrste i Alrimacs tårn, trak Aeons tvillingebror Elias et vinthel nær Alvonsaria i Tharkien, der i sin tid tilhørte Aric Sastino, ud fra Skyggeplanet og gjorde det til sit eget.

Forblændet af misundelse kunne Moreko Aratholl ikke stå tilbage for de to nye vinthelfyrster, og også han formåede at trække skyggen af sit gamle tårn i Aihlann Bachir ud fra Skyggeplanet i år 27 EH, som han derefter tog bolig i, dog uden at gøre sig nogen bestræbelser på at blive anerkendt som vinthelfyrste. Efter Morekos bortgang under Adrians Bryllup har hans vinthel stået tomt.

De to tårne, der havde tilhørt Kalan og Moreko, står nu tomme. Rina- og Tarakirken har kastet magtfulde besværgelser over dem, som gør dem umulige at se, og kun særligt kyndige magikere, der ved, hvad de leder efter, vil være i stand til at finde dem.