Fortællingen om Klan Maudright er en af de mørkeste og mest skamfulde i dværgenes historie. Selvom klanen for længst er fortrængt fra Darkonien, løber det stadig koldt ned ad ryggen på dværgene, blot navnet bliver nævnt. Der er ikke længere mange, der stadig lever til at huske klanen, men fortællingen om deres fordærv bliver stadig hvisket i krogene blandt Darkoniens dværge.
Klan Maudright bestod af dygtige, men også begærlige minearbejdere. De holdt sig ofte for sig selv, gravede både dybere og mere ihærdigt end nogen andre dværgeklaner og fremviste – meget atypisk for dværge – kun sjældent deres overdådige skatte. Over tid isolerede de sig mere og mere og blev genstand for stor bekymring blandt deres racefæller.
Først alt for sent lærte Darkoniens dværge, at Klan Maudright havde fundet antydninger af rall i undergrunden, dybt under Darkonien. De havde gravet dybere end nogen dværge før dem og var tilmed vovet sig længere ned end selv sortelvernes hjem i Tzest-Starnia. Selvom de kun havde høstet små mængder rall, var det tilstrækkeligt til at forvanske deres sind. Der var opstået en kultdyrkelse af det mørke element, som klanens medlemmer delte og indtog, mens de konstant arbejdede sig længere ned i Nirahams undergrund.
I år 578 EJ ophørte den sidste rest af kontakt mellem Klan Maudright og de øvrige dværgeklaner i Darkonien. Maudrighterne havde ladet adgangsvejene til deres miner styrte sammen, så de nu for evigt var isoleret i mørket. I mange år frem hørte dværgene stadig den gradvist svagere lyd fra deres mineøkser i dybet, men over tid ophørte også denne.
Næste gang man hørte livstegn fra maudrighterne, var det ikke i Darkonien, men – højst overraskende – på den fjerntliggende ø Plen.
Da søfarere fra Emyr kom til Plen i år 1054 EJ og etablerede sig på øen, gik der ikke lang tid, før de blev udsat for angreb fra en race af vanskabte, dæmoniske dværgeyngel, og menneskene lærte snart at respektere denne fjende, der skjulte sig i de dybe grotter under øen. Bjergkæden, der var kendt som Gråmile, blev et forbudt og farefuldt sted, hvor ingen vovede at færdes, og mange mennesker forsvandt gennem årene sporløst i de omkringliggende områder.
Over tid lykkedes det menneskene på Plen at fange og forhøre individer af dette djævleyngel, og de lærte sandheden om, hvordan Modeus havde opsøgt Klan Maudright i dybet og talt til deres rall-inficerede sjæl. Ingen ved med sikkerhed, hvordan Modeus formåede at finde vej ned til maudrighterne under Darkonien, men hans higen efter rall var velkendt, og hans magiske kunnen var legendarisk, så erkendelsen var ikke overraskende.
Modeus besad stor viden om rall, og han formåede at betvinge den rall, der havde inficeret maudrighternes hjerter og sind, så de blindt fulgte hans bud. Han underlagde sig dem og gjorde dem til sine slaver, og i mange år gravede de Darkoniens undergrund tynd i jagten på mere rall. Over tid havde de udvundet den rall, der var at finde, og ad magisk vis førte Modeus dem herefter til øen Plen, hvor han bød dem at fortsætte deres dystre hverv. Da der heller ikke var mere rall at finde på Plen, efterlod Modeus dem uden et ord. Deres formål var udtjent, og han vendte aldrig siden tilbage til øen.
Efter menneskene kom til Plen, hærgede maudrighterne deres bosættelser og lagde mange landsbyer øde. Over tid lykkedes det menneskene at få bugt med maudrighterne, men hver gang de erklærede øen befriet fra deres mørke indflydelse, vældede maudrighter snart efter ud fra nye, skjulte grotter i undergrunden. Først i årene efter Himmelkrigene lykkedes det for Plens befolkning, støttet af Ragilkirken, at få bugt med fjenden i dybet, og det er nu mange år siden, maudrighterne sidst er blevet set. Øens befolkning er dog fortsat varsom og frygter, at der en dag på ny vil strømme hærgende horder af maudrighter ud fra dybet.