Darkonien er hjemsted for omkring 20 dværgeklaner, der danner kernen i dværgenes samfund. Klanerne er det primære omdrejningspunkt i en dværgs liv, og hver dværg føler en dyb loyalitet over for sin klan. Hver klan har typisk et særligt fagområde, som det har specialiseret sig i, og som det er højt respekteret for i Darkonien.
Hver klan er opbygget omkring en række familier, der udgør klanens grundstamme. Afhængigt af klanens størrelse kan det være alt fra 30 til 150 familier, og hver familie rummer ofte op mod 100 medlemmer. Dværge kan også optages i klanen udefra, enten gennem ægteskab eller, hyppigere, fordi de har udvist særligt talent og interesse for det håndværk, klanen praktiserer, og derfor har søgt om optagelse. Hver klan ledes af et overhoved, der typisk bærer titlen ‘than’.
Klanerne er som regel organiseret i laug, der specialiserer sig inden for forskellige håndværk og konkurrerer indbyrdes om at være de dygtigste på deres felt. Hvert laug ledes af en stormester, som nyder stor respekt blandt sine artsfæller og fungerer som en autoritet inden for sit håndværk.
Darkoniens elite
Blandt Darkoniens dværge findes fire klaner, der regnes for de højest rangerende. Der er ikke tale om nedarvede positioner i samme forstand som menneskers og elveres adelsfamilier. I stedet er det klaner, der gennem århundreder har udmærket sig i en sådan grad, at de har formået at skabe sig en position som Darkoniens elite.
Aurumcana
Blandt Darkoniens ældste klaner finder man Aurumcana, der har en lang og stolt tradition inden for udvinding af guld. Deres minedrift er uovertruffen, og deres forarbejdning af guldet til smykker og kunsthåndværk overgår de flestes evner og fantasi. Klanen nyder stor anseelse og fremhæver stolt, at der endnu aldrig har været en form eller størrelse, som deres smede ikke kunne skabe.
Meget af det guld, klanen udvinder, opbevares som guldbarer, og gennem tiden har de opbygget en rigdom, der langt overgår nogen anden klans i Darkonien og selv blandt Nirahams øvrige racer. Aurumcana har etableret en række banker, hvor rigets guldmønter bliver slået. Disse mønter er en eftertragtet valuta både i og uden for riget, og særligt menneskene sætter stor lid til kvaliteten og renheden af dværgenes guld.
I modsætning til mange andre klaner insisterer Aurumcana på selv at varetage deres handel med andre racer. De er så æreskære omkring deres hverv, at de hellere udsætter sig for farerne på overfladen, end de overlader deres forretninger til andre, der kunne risikere at skade deres renomme med tvivlsomme handler. En del af sandheden er dog formentlig også, at klanen herved sikrer sig store vindinger ved at undgå fordyrende mellemled. Gennem deres tætte relationer til de omkringliggende riger får de også adgang til eksklusive handelsvarer, som kan sælges med stor fortjeneste blandt dværgene.
Overhovedet for klanen er Mulbred “Treklik” Aurumcana, der har fået sit tilnavn, fordi han altid tænker længe og grundigt over mulige handler, men har for vane at slå tre klik med tungen, når han endelig har besluttet sig – og når først beslutningen er taget, er den urokkelig.
Kaere-Klaegel
Klanen er blandt de ældste og mest respekterede i Darkonien. Dens medlemmer er særligt anerkendte som skrivere og lovgivere og anses for at være en bærende støttepille for hele det darkonske samfund. Kaere-Klaegel nedskrev de første love i Darkonien og har i århundreder sikret, at tilværelsen var præget af retfærdighed og harmoni. De spiller stadig en central rolle, når tvister skal løses, og domme afsiges blandt dværgene.
Herudover er Kaere-Klaegel dedikeret til at tjene Djorka. Klanen uddanner flere præster end alle andre klaner i Darkonien tilsammen, og enhver dværg, der kan påvise at have Djorkas gunst, kan søge optagelse. Det er dog en lang og krævende uddannelse. Modsat andre racer er dværgenes præster først og fremmest dygtige håndværkere, der gennem deres arbejde opnår en særlig samhørighed med Djorka. Denne forbindelse skabes ikke blot gennem bøn, men gennem slid og møje. At blive udlært som præst under Kaere-Klaegel kræver derfor endnu større disciplin og dedikation end blot at gå i lære som håndværker.
De præster, der uddannes fra Kaere-Klaegel, nyder til gengæld stor respekt i dværgenes samfund, og Djorkas ypperstepræster er gennem tiden næsten uden undtagelse blevet udpeget fra klanen. Dette gælder også for Djorkas nuværende ypperstepræst, Halgrim “Stålskæg” Kaere-Klaegel.
Overhovedet for klanen er Grìma Kaere, der ganske vist formelt bærer titlen than, men foretrækker at blive omtalt som kurator af klan Kaere-Klaegel.
Paneam-Dea
Dette er Darkoniens gamle, royale klan, som traditionelt altid bliver skelet til først, når en højkonge skal udpeges. Den nuværende højkonge, Bhardin Tordentinde Paneam-Dea, stammer da også herfra og har siddet på tronen siden år 26 EH.
Klanen pryder sig af at være den første sammenslutning af dværge og hævder at kunne spore sin historie helt tilbage til de første dværge, som Djorka placerede på Niraham. Allerede dengang gjorde de sig til forgangseksempler for de øvrige dværge, der siden har søgt deres råd og lederskab. Visse konkurrerende klaner anklager dog Paneam-Dea for at have skabt denne fortælling for at legitimere deres krav på tronen.
Den primære beskæftigelse i Paneam-Dea er akademiske færdigheder. Det er en utraditionel vej for dværge, men klanen har formået at skabe respekt og prestige omkring deres virke. De har oparbejdet en betydelig viden inden for filosofi, sprog, poesi, de ældste historier, retorik og medicin. Klanen besidder også den største samling af bøger, artefakter og runetavler blandt Darkoniens dværge.
Overhovedet for klanen er Ulathan Tordentinde Paneam-Dea, søn af den tidligere højkonge Ulathan Paneam-Dea, der besad titlen indtil sin død i år 26 EH. Ulathan har arvet sin fars visdom og har markeret sig som en konservativ leder, der holder klanens traditionelle idealer i hævd.
Pyros-Dragos
Blandt Darkoniens dværge anses krigere fra Pyros-Dragos for at være de bedst trænede og bedst udrustede, og en stor del af ansvaret for rigets sikkerhed hviler på klanens skuldre. Klanen smeder og udvikler selv hovedparten af deres udrustning og har gennem tiden stået bag mange af de største tekniske nyskabelser inden for krigskunsten. De er ikke blot dygtige våbensmede, men også mestre i taktik og militær strategi.
Når sortblodsfolk gennem historien har angrebet Darkonien, har Pyros-Dragos altid stået i forreste række, og klanen har lidt større tab end nogen andre. Dette offer bringer de med ophøjet stolthed, og de nyder stor respekt blandt Darkoniens dværge for deres urokkelige dedikation. I den nordøstlige del af Darkonien har klanen opført fæstningen Skægfald, rigets stærkeste skanse mod indtrængende fjender. Fæstningen bemandes og befæstes udelukkende af Pyros-Dragos’ mest hærdede krigere.
Grundet deres store dedikation til krig – og den sorg, det medfører – er klanens medlemmer kendt for at være mere afdæmpede og reserverede end resten af dværgenes klaner. De holder sig ofte for sig selv og nægter at blande deres geledder med krigere fra mindre disciplinerede klaner. Deres temperament er berygtet, og deres til tider næsten uligevægtige natur har skabt en vis distance mellem Pyros-Dragos og resten af Darkoniens dværge.
Overhovedet for klanen er Aeldin “Orkbane” Pyros-Dragos. Selvom han har mistet sin ene underarm i kamp, insisterer han fortsat på at stå i forreste række, hver gang fjender truer Darkonien. Klanen har tilmed skabt et særligt ritual, hvor alle krigere samles i tavshed før kamp for at se Aeldin spænde sit skjold fast på stumpen af sin mistede arm – et symbol på deres ufravigelige loyalitet og offervilje.
De øvrige klaner
Selvom de ikke har samme ophøjede position som de fire højest rangerende klaner, er resten af dværgenes klaner i Darkonien dog fortsat højt respekterede og besidder alle en position i samfundet, der indgyder respekt.
Alocknum
Klan Alocknum er Darkoniens største leverandør af jernmalm og har hjemme i minerne under Talockdun. Deres gange og tunneler strækker sig vidt omkring, og hvor andre dværge besidder en særlig fornemmelse for, hvor mineraler befinder sig, går Alocknum i stedet frem efter et simpelt, men urokkeligt princip om, at arbejdsomhed og vedholdenhed betaler sig. Graver man længe og dybt nok, finder man til sidst det, man leder efter.
I Talockdun finder man klanens store smelteovne, der brænder døgnet rundt. Her omsmeltes malmen til jern, som efterfølgende forarbejdes til de ønskede størrelser og former. Arbejdet er hårdt og krævende, og dværgene fra Alocknum er generelt større, bredere og mere muskuløse end de fleste af deres racefæller.
Klanens produktion indgår i et fast etableret netværk, hvor Svartlock udvinder kullet, Alocknum bryder jernmalmen og omsmelter den, hvorefter Unkan forarbejder den til våben, rustninger og redskaber. Dette er en af de ældste og mest velorganiserede produktionskæder i Darkonien, og ingen klan ville nogensinde risikere at bryde dette samarbejde – selvom Alocknums kompromisløshed gennem tiden har skabt gnidninger med flere andre klaner.
Alocknum er kontante og ubøjelige i deres tilgang til livet. De tåler ikke modgang, og har hverken tålmodighed eller interesse for lange forhandlinger. Når de først har sat sig noget for, bliver det sådan, og stiller nogen sig i vejen, er det berettiget at fjerne dem. Af samme årsag er klanen gennem årene blevet kendt som ‘Jernnæve’, og mange af klanens medlemmer lader nu dette udtryk indgå i deres familienavn, når de præsenterer sig.
Overhovedet for klanen er Hermon Alocknum, en dværg lige så urokkelig som bjergene selv. Han er kendt for aldrig at gå på kompromis, og hans ord er få, men faste. Selv i klanrådet forbliver han tavs, medmindre han ser en tvingende nødvendighed i at tale.
Aronmark
Handelsbyen Tavagon er hjemsted for klan Aronmark – en relativt ung klan, men en af Darkoniens vigtigste, når det kommer til handel. Klanen består af omkring 100 familier, der har sluttet sig sammen i et fællesskab, hvor de ganske vist konkurrerer indbyrdes om kunderne, men også samarbejder tæt om at varetage eksport og import af varer til og fra Darkonien.
Aronmark er en af de dværgeklaner, der er bedst kendt blandt mennesker. De holder til på Darkoniens vestlige grænse, der støder op til Norrland, og har opbygget et omfattende handelsnetværk i de norrlandske riger. Herfra køber de store mængder af grøntsager samt kød fra svin, køer og høns, såvel som saltet laks, skinke og forarbejdet træ, der er en eftertragtet handelsvare i Darkonien. Til gengæld sælger de norrlændingene et bredt udvalg af produkter fra dværgenes smedjer – alt fra våben og rustninger til smykker og redskaber.
Selvom mange dværge i Darkonien mener, at kontakt til de omkringliggende riger bør begrænses, er der dog en stille erkendelse af, at riget vanskeligt kan brødføde sin befolkning alene på de sparsommelige fødevarer, der kan dyrkes i undergrunden. Selv de mest konservative dværge har fået smag for saltet flæsk, og gennem årene har der udviklet sig en særpræget tendens, hvor selv de største modstandere af kontakt med mennesker alligevel sælger deres varer i smug gennem Aronmark – og ligeledes aftager fødevarer fra menneskene i dybeste diskretion.
Overhovedet for klanen er Boman Aronmark, en dværg med et skarpt øje for handel, men også for kontakter og alliancer. Gennem sit handelsarbejde har han skabt sig så mange forbindelser blandt menneskene, at mange nu også søger ham for nyheder fra omverdenen eller ønsker at få etableret diplomatiske kontakter uden for Darkoniens bjerge.
Gorgondeca
I den sydligste del af Darkonien finder man klan Gorgondeca, der holder til i byen Beldzé og er anerkendt som de største brygmestre i hele riget. Ingen anden klan har i samme grad forfinet kunsten at brygge og destillere, og deres tønder med lagret øl står side om side i forrådskamrene hos alle Darkoniens klaner. Også deres stærkere, destillerede drikke er i høj kurs – alt fra blommevin til brandy og whisky strømmer fra deres destillerier og er eftertragtede selv langt uden for Darkoniens grænser.
Ud over deres bryggerivirksomhed ejer klanen en lang række kroer i Darkonien, som er berømte for deres stemning og brede udvalg af dværgedrikke. Mest berømt af alle deres bryg er dog den legendariske gorgondy, der blandt dværgene er et symbol på styrke og udholdenhed. Uden for Darkonien er den kendt som den berygtede dværge-sprit, der har sendt selv de stærkeste krigere i gulvet. For uprøvede er virkningen så voldsom, at mange bukker under allerede efter én mundfuld.
Hemmeligheden bag gorgondy er bevogtet med stor nidkærhed, og ingen uden for Gorgondeca har nogensinde fået indsigt i bryggeteknikkerne, der ligger bag. Selv inden for klanen er det kun ganske få medlemmer, der kender opskriften, og de indviede vogter hemmeligheden med en loyalitet, der ikke kan købes for al verdens guld.
Overhovedet for klanen er Ulmir Beldzé, en dværg med lige dele skarp forretningssans og urokkelig stolthed. Det siges, at han kan skelne en efterligning fra et ægte Gorgondeca-bryg blot ved duften, og at ingen, der har fornærmet klanens bryggekunst, nogensinde har fået lov til at smage den ægte gorgondy igen.
Grimkan
I Darkoniens vestlige egne ligger Grimtadun, hallerne hvor Grims Slægt har deres hjem. På darkonsk kaldes klanen Grimkan, og de er mestre i arkitektur og stenarbejde. Klanens stamfader, den store stenmester Grim Gonfir, satte standarden for dværgenes bygningskunst, og hans navn har siden været synonymt med udsøgt håndværk. På darkonsk er grimkan endda blevet et selvstændigt ord, der betyder smukt, flot eller noget, der er udført med ypperste dygtighed.
Et fast udtryk blandt klanens medlemmer er, at de bygger for evigheden. De har været ansvarlige for opførelsen af utallige sale, haller og majestætiske bygningsværker i hele Darkonien, og deres arbejde nyder respekt langt ud over dværgenes eget rige. Deres evner har gjort dem til nogle af de mest eftertragtede arkitekter på Niraham, og deres konstruktioner har bevist sig i århundreder som værker, der kan modstå både tidens tand og krigens ødelæggelser.
Deres mest berømte arbejde uden for Darkonien er tegningerne og de tekniske anvisninger til opførelsen af Ragils højtempel, Sværdets Katedral på Plen, samt Jorins højtempel, Sværdets Katedral i Emyr. Gennem årene har Grimkan opretholdt tætte bånd til Emyrs magthavere, og man finder derfor mange af deres mesterværker i riget. Særligt i området omkring Kuldens Mur har de bidraget med deres ekspertise i opførelsen af fæstninger og bastioner, der kunne modstå selv de mest brutale angreb fra sortblodsfolk.
Overhovedet for klanen er Grim Gonfir XXI, en direkte efterkommer af klanens legendariske grundlægger. Han fører slægtens stolte traditioner videre og sørger for, at intet værk, der bærer Grimkans navn, bliver bygget uden den præcision og kvalitet, der kendetegner klanens arbejde.
Hymlin
Hymlebrog er hjemsted for klan Hymlin, dværgenes uovertrufne mestre i ædelmetaller. At forme guld og sølv til kunstfærdige skatte er deres livsværk, og ingen dværge i Darkonien kan måle sig med deres evne, når det kommer til at skabe indviklede og detaljerede smykker. Selv de eislonske guldsmede, som ellers anses for at være blandt de fineste på Niraham, må måbende beundre Hymlins arbejde.
Det er en af de rigeste klaner i Darkonien. Hvert eneste af klanens værker bliver nøje vurderet og anprist, og tildeles en klassificering, der samtidig fungerer som en garanti for værkets kvalitet. De ganske få værker, der opnår den højeste udmærkelse, er forbeholdt klanen selv og bæres kun af dens ældste og mest respekterede medlemmer. Ingen uden for klanen får lov at smykke sig med Hymlins mesterværker, men må nøjes med at købe smykker af lavere klassifikation – og selv disse sælges til uhyrlige priser, som dværgene gladeligt betaler. Kun de mest værdige af Darkoniens højkonger har fået tilladelse til at bære klanens fornemmeste værker, og selv da kun under den betingelse, at smykkerne tilbageleveres ved højkongens død.
Denne dedikation til håndværket har medført, at klan Hymlin for det meste holder sig for sig selv. De anerkender, at andre klaner kan være dygtige inden for deres respektive områder, men ingen kan måle sig med Hymlin, når det kommer til smykkekunsten. Til gengæld har klanen udviklet en stor respekt for den skovelviske familie Sølverrose, der regnes for de mest fremtrædende smykkekunstnere blandt elverne. Den fælles, faglige begejstring har med tiden ført til en ganske unik relation mellem de to slægter, som tilsidesætter det kulturelle skel, der ellers typisk præger relationen mellem elvere og dværge.
Overhovedet for klanen er Ewin Hymlin, en dværg kendt for sin urokkelige standhaftighed. Hans ord er ubrydeligt, og har han først én gang truffet en beslutning, ændrer han aldrig mening igen. Han leder sin klan med en fast, men retfærdig hånd, og sørger for, at Hymlins ædle arv og traditioner aldrig bliver skæmmet af grådighed.
Kagleim
I Glaegmheims prægtige haller holder klan Kagleim til – en af Darkoniens mest toneangivende klaner inden for jura og diplomati. Klanen beskæftiger sig især med Darkoniens forhold til omverdenen og regnes, sammen med klan Aronmark, for de mest fornemme forhandlere.
Kagleim har i generationer været stærke fortalere for åbenhed og for at opretholde en nær kontakt til omverdenen. Dette har dog gjort dem upopulære blandt de mere konservative dværgeklaner, og over tid har det udviklet sig til en dyb splittelse i Darkonien. Mange klaner agiterer højlydt for, at Darkoniens døre skal lukkes og forsegles, og at enhver kontakt til omverdenen bør forbydes. På grund af Kagleims centrale rolle i diplomatiske relationer er klanen – ofte ufortjent – blevet udpeget som en urostifter og er faldet i unåde blandt de klaner, der ønsker en isoleret tilværelse.
Selv deres mest indædte politiske modstandere må dog erkende, at Kagleim er uundværlige for rigets administration. Deres medlemmer er strukturerede og velkoordinerede, og de har påtaget sig det største ansvar for Darkoniens interne logistik. De sikrer, at fødevarer og råstoffer bliver fordelt korrekt, og at dværgenes omfattende interne handelssystem fungerer tilfredsstillende.
Derudover fungerer de som tilsynsførende for produktionen i riget og er centrale aktører i kontraktforhandlinger – både med andre racer og dværgenes klaner imellem. Deres ord bærer vægt, og det er sjældent, at en vigtig handel mellem dværge besegles uden en repræsentant fra Kagleim til at gennemgå betingelserne.
Overhovedet for klanen er Idis Kagleim, en pragmatisk forhandler, der – ligesom resten af sine klanfæller – er let at genkende på sit skinnende, gyldne skæg, et tydeligt karaktertræk blandt klanens medlemmer gennem tiderne.
Kordyl
I hjertet af Darkonien, i byen Borvar, findes klan Kordyl – en af de mest anerkendte smedeklaner i riget. De specialiserer sig særligt i at fremstille rustninger, der regnes blandt de mest hårdføre på Niraham. Mange af deres kreationer forbeholder de sig selv, men hovedparten sælges til andre dværgeklaner, hvor de er særdeles eftertragtede. De mest prægtige af deres værker skænkes som gaver, og både Darkoniens højkonge og hans livvagter bærer dem med stolthed.
Et andet kendetegn ved klan Kordyl er deres ekspertise i forarbejdning af dværgenes fineste og mest hårdføre metal – sortstål. Gennem årtusinder har det kun været dværgene, der har besiddet de nødvendige færdigheder til at arbejde i metallet, og Kordyl har gjort det til en æressag at være de ypperste smede inden for rustninger og våben af sortstål. Men i de senere år er en voksende bekymring begyndt at sprede sig blandt dværgene: Den højelviske Istezari-familie mistænkes for at have afluret dem kunsten og være begyndt at forarbejde sortstål selv.
Klan Kordyl har længe søgt at sikre sig eneret på arbejdet med sortstål, men trods deres generøse gaver har hverken højkongen eller klanrådet imødekommet deres ønske. I stedet fortsætter en intens rivalisering, hvor navnlig klan Hymlin, Alocknum og Aurumcana kæmper om retten til at udvinde, forarbejde og sælge sortstål.
Overhovedet for klanen er Lévar Gilmar, en dværg, der er lige så kendt for sit håndværk som for sin politiske og økonomiske snilde. Klanen har altid været berømt for sine fremragende håndværkere, men under hans ledelse har den også opnået betydelige rigdomme, der kun har styrket dens position i Darkonien.
Mienkan
Navnet Mienkan vil på menneskenes sprog bedst kunne oversættes til ‘Minevandrer’ – en passende betegnelse for denne klan, der holder til i Minnheim, dybt nede i Darkoniens undergrund. Klanen har en usædvanlig forståelse for bjergenes komposition og udlærer nogle af de dygtigste minearbejdere og tunnelbyggere blandt dværgene. De er pionerer i tunnelerne og formår at udvinde råstoffer, hvor selv de mest erfarne dværge før dem har måttet give op.
Mienkan bliver ofte hyret af andre klaner til at undersøge nye forekomster af malm og ædelmetaller, da deres evne til at lokalisere og vurdere bjergenes ressourcer er uden sidestykke. Også de menneskelige riger har fået øjnene op for klanens færdigheder, og flere gange er de blevet indkaldt til at undersøge metalforekomster uden for Darkonien. Senest skete dette i Gothia, da en handelsaftale skulle indgås med Narabond i år 29 EH om minerettighederne i området kendt som Raask’s Bjerge.
Selvom Mienkan er eksperter i udvinding af metaller, bruger de sjældent tid på selve smedningen. I stedet sælger de deres viden og ressourcer videre til andre klaner, der forarbejder metallerne. På trods af deres store ekspertise er Mienkan aldrig blevet rige på deres færdigheder. Inden for klanen hersker en grundlæggende opfattelse af, at udforskningen af bjergenes hemmeligheder er en værdi i sig selv, og at søgen efter rigdom aldrig må overskygge selve arbejdet. Klanens medlemmer synes i det hele taget at være drevet af en dyb fascination af bjergenes dyb – en ustoppelig trang til at grave stadig længere ned og afdække de skjulte lag af sten og malm.
Overhovedet for klanen er Brynaa Mienkan, en fåmælt og erfaren minearbejder, der er let at genkende på grund af det store ar, der dækker venstre side af hendes ansigt – en skade, hun pådrog sig i sin ungdom, da en mineskakt styrtede sammen over hende. Hendes dybe respekt for bjergenes kræfter gør hende til en varsom leder, der vægter viden og forsigtighed over handlekraft og beslutsomhed.
Ratokkan
Byen Raffintokk er en af de mest befæstede i Darkonien og hjemsted for klan Ratokkan – en krigerklan kendt for deres fanatiske kampvilje og urokkelige dedikation til Djorka. De kæmper næsten udelukkende med økser og er frygtede for deres brutale og kompromisløse kampstil. Klanen kan spore sine rødder tilbage til Varnok Ratokkan, den legendariske forfader, der samlede sin familie og dannede en klan med ét formål: At beskytte dværgene og deres rige.
Ratokkan er uforsonlige i deres had til andre racer, og hvor mange andre dværgeklaner er tilbageholdende med at sende deres krigere til overfladen for at vogte rigets grænser, tager klan Ratokkan opgaven på sig med stolthed. De ser sig selv som Darkoniens beskyttere, og i deres øjne er intet offer for stort, hvis formålet er at beskytte dværgenes rige. De tåler ikke andre racer og lader ingen trænge ustraffet ind på dværgenes enemærker. Særligt menneskenes konstante interesse i dværgenes rigdomme har gjort dem til Ratokkans fjender, men det er også flere gange sket, at det er kommet til kontroverser med Santillias elvere.
Ratokkan er kendt som de mest fanatiske forsvarere af dværgenes rige. Deres krigere er næsten altid klædt i tunge panserrustninger, ofte så massive, at kun deres øjne er synlige bag visiret. Deres foretrukne taktik er at storme fjenden i kompakte formationer og hugge sig vej gennem modstanderne med råstyrke.
Ud over deres formidable krigere er klanen Darkoniens førende eksperter i belejringskrig og krigsmaskiner. De fremstiller de katapulter, blider, ballister og rambukke, som dværgene anvender til at forsvare deres byer og i sjældne tilfælde til at knuse fjendens fæstninger.
Overhovedet for klanen er Ghenryn Ratokkan, bedre kendt som Fjendeøkse. Han har ført sine krigere gennem utallige slag og er berygtet for sin nådesløse kampstil. Hans mange kampe har kostet ham det ene øje og tre af hans sønner, men hver gang har han båret tabet med ophøjet ro.
Saka
Langt mod nord, ikke langt fra grænseområdet til Rustbjergene, holder klan Saka til – en af de mindre, men mest teknisk dygtige klaner i Darkonien. Hvor andre dværge mestrer smedekunst og minedrift, har Saka specialiseret sig i finmekanik, og de tilskrives opfindelser som tandhjul, vindmøller, ure og endda legetøj, der nyder stor popularitet både i og uden for Darkonien.
Deres opfindsomhed har gjort dem eftertragtede som håndværkere, men trods deres tekniske kunnen hviler der en tung skygge over klanens navn. Saka er nemlig berygtet for en af de mest skamfulde hændelser i darkonsk historie. Ifølge dværgenes traditioner er alle klaner forpligtet til at sende en repræsentant til klanrådet, der afholdes hvert 30. år, og det anses for aldeles utænkeligt, at en klan nogensinde skulle udeblive. Men det utænkelige skete én gang i Darkoniens historie. Den fatale hændelse fandt sted i år 382 FJ, da Barok Saka ikke mødte frem til klanrådet.
I skam over sin brøde pålagde han sig selv den største ydmygelse, en dværg kan udsættes for – han ragede sit skæg af og måtte siden bære skammen resten af sit liv. Siden den dag har Saka-klanen været set ned på af mange af deres racefæller, og selv nu, flere århundreder senere, anses klanen stadig for at være upålidelige og ikke at holde ord.
Overhovedet for klanen er Njalfir Saka, der som mange forgængere før ham arbejder utrætteligt for at genoprette klanens ære og sikre, at deres håndværk igen bliver deres vigtigste kendemærke – og ikke fortidens skændsel.
Svartlock
Dybt under Darkoniens bjerge, i de endeløse tunneler omkring Lockdonkan, holder klan Svartlock til. De regnes for at være en af de vigtigste klaner i dværgenes samfund, da det er dem, der udvinder det meste af den kul, som driver rigets smelteovne og smedjer. Uden Svartlock ville Darkoniens industri stå stille, og selv blandt de mest ophøjede klaner anser man Svartlocks arbejde for at være en hjørnesten i dværgenes overlevelse.
Klanen menes at være den største i Darkonien, både i antal og territorium. Ingen andre klaner har dog fuldt overblik over, hvor stort et område Svartlock egentlig råder over. Kuldepoterne under Darkonien ligger spredt, og det kræver dybe og omfattende minegange at nå dem. Med tiden er Svartlocks tunneler blevet lange og kringlede, og klanen har etableret utallige små minesamfund i klippehulerne. Det kan meget vel tænkes, at end ikke Svartlock selv længere har et fuldt overblik over deres uendelige gangsystemer.
Det trælsomme og isolerede arbejde har gjort Svartlocks dværge til en klan af indadvendte og ofte noget påfaldende personligheder. De lever stort set hele deres liv dybt nede i minerne, og mange graver i årevis uden at se andre dværge end de medlemmer af sjakket, der kommer for at hente det udvundne kul op.
Overhovedet for klanen er Dranon Svartlock. Men selv han er en driftig minearbejder, som kun sjældent indfinder sig i Lockdonkan. Klanens minehold arbejder med en høj grad af selvstændighed, så det er kun yderst sjældent nødvendigt for ham at træffe beslutninger på klanens vegne. Dværgene i klanen omgås ham i højere grad som en dreven, gammel minearbejder, og selv de mest erfarne lytter til hans råd, når der skal brydes nye tunneler i den evige jagt på kul. Han omtales derfor også typisk med respekt som ‘formand’ frem for than.
Sølvhammer
Klanen var i tidligere tider kendt under navnet Sasuulkan. Den har altid haft symbolet af en sølvhammer som sin illustration, og gennem tiden har dette ikon prydet kofter, skjolde og rustninger, ligesom klanens medlemmer har for vane at bære en lille sølvhammer i en kæde om halsen. Efterhånden blev navnet Sølvhammer så indgroet i folkemunde, at ingen længere omtalte klanen som andet. Dens formelle navn er fortsat Sasuulkan, men i dag benyttes det kun som betegnelse for de haller, hvor klanen har sit hjemsted i Darkonien.
Gennem generationer har klan Sølvhammer opnået ufattelige rigdomme ved at forarbejde diamanter og ædelstene. De bryder ganske vist også selv sten, men størstedelen af deres arbejde består i den komplicerede kunst at slibe og indfatte dem. Deres mesterværker har prydet diademer, tiaraer, ringe og kongekroner, båret med stolthed af Darkoniens højkonger gennem tiderne. Selv uden for Darkonien betragtes deres håndværk som noget af det fineste, og overgås formentlig kun af de kyndigste elvere.
Saluulduns haller er rigt prydet med ædelstene og kunstfærdige udskæringer, men også med sindrigt skårne runer. Næst efter klan Ulock regnes Sølvhammer for de dygtigste runesmede i Darkonien, og de ynder at indarbejde runer i deres smykker, så de får en særlig magisk aura. Også Sølvhammers navnkundige krigere nyder gavn af klanens kundskaber. De er blandt Darkoniens mest respekterede og kan kendes på runeinskriptionerne i deres rustninger samt symbolet af sølvhammeren på deres skjolde.
Overhovedet for klanen er Bremdin Sølvhammer, en fremherskende runesmed, der sjældent viser sig for offentligheden. Han foretrækker en tilbagetrukken tilværelse i sit værksted, hvor han fordyber sig i kunsten at indfange runernes kraft. Typisk lader han derfor også andre varetage størstedelen af arbejdet med at pleje klanens interesser.
Torkass
I byen Stronkass holder klan Torkass til – en af de mest gådefulde og omdiskuterede klaner i Darkonien. De er kendt for to ting: deres uforlignelige fremskridt inden for alkymi og deres temperament. At skændes med en dværg fra Torkass er som at stå midt i et tordenvejr, og deres rungende stemmer har givet dem en særlig rolle i dværgenes hære. Det er en ældgammel tradition, at en general har en Torkass som adjudant til at råbe hæren an og koordinere slaget. En udbredt overtro tilsiger, at hvis Torkass-adjudanten falder, vil hæren tabe slaget – derfor er han ofte bedre beskyttet end selv generalen.
Klanens forfædre var alkymister, der udledte deres kundskaber fra de to runesten, som Djorka i tidernes begyndelse skænkede dværgene. Den ene befinder sig hos klan Ulock i Utogdun, og den anden står foran højkongens trone i Paneam-Dea. Ingen andre dværge har siden formået at udlede den samme videnskab fra runestenene, og alkymiens oprindelse er derfor omgærdet af både fascination og forundring.
Siden har klan Torkass forfinet deres alkymi til en kunstart, og klanens dygtigste alkymister siges at besidde evner, der overstiger selv de mest hærdede dværges forestillingsevne. Visse mener tilmed, at de har opnået evnen til at forvandle metal til guld, fryse floder til is midt på den varmeste sommerdag eller brygge eliksirer, der kan fordreje hovedet på selv den mest stålsatte dværg.
Men klanen vogter deres kundskaber nidkært, og denne hemmelighedsfulde natur har gjort dem til en af de mest kontroversielle klaner i Darkonien. Mange dværge ser dem som en velsignelse, men de fleste nærer samtidig en dyb skepsis – ikke mindst fordi deres alkymi befinder sig i grænselandet mellem videnskab og magi. Og mens dværge sætter videnskab højt, frygter og foragter de tilsvarende enhver berøring med magi.
Overhovedet for klanen er Radok Torkass, en alkymist af sjælden snilde, hvis eksperimenter mere end én gang har resulteret i uforudsete eksplosioner. Dværgene ynder at sige, at man altid kan genkende Radok på hans svedne skæg og sodede øjenbryn.
Tyrvalkan
I Darkoniens nordlige egne, ikke langt fra Skægfald, hvor dværgene kæmper mod sortblodsfolkets konstante angreb, holder klan Tyrvalkan til i byen Tyrlockdun. Det er en relativt ung, men allerede berygtet krigerklan. De er frygtede for deres råstyrke og kompromisløse kampstil, og blandt deres racefæller har man også noteret sig Tyrvalkans evne til at vinde enhver brydekamp.
Klanen kan spore sine aner tilbage til den legendariske Tyrenval den Dristige, en dværg, der efter sigende fældede en skovtrold med en enkelt skalle, efter at have mistet både sin økse og sit skjold. Uanset sandheden bag denne fortælling kan ingen fornægte, at klanen har en kampgejst, som har sikret dværgene sejre i selv de mest håbløse stridigheder.
Et særpræg ved klanens medlemmer er deres forkærlighed for nævekamp. Alle kneb gælder, når klan Tyrvalkan kaster sig ud i en slåskamp, og mange fjender har begået den fatale fejl at tro, at kampen ville blive lettere, når Tyrvalkans krigere pludselig smider deres våben midt i slaget.
Tyrvalkan er altid lette at genkende på slagmarken. Udover at være de mest højlydte krigere bærer de også karakteristiske rustninger og hjelme i støbt bronze. De er tunge og enkle, uden den elegance, som ellers kendetegner dværgenes håndværk. Det skyldes klanens særegne kampstil, hvor de foretrækker at overmande fjenden med ren fysisk råstyrke. Deres hjelme er forstærkede i panden, så en velplaceret skalle kan være lige så dødelig som et sværdhug.
Overhovedet for klanen er Vilda Tyrvalkan, bedre kendt som ‘Pansernæven’. Hun har vundet flere brydekampe end nogen anden nulevende dværg og er berygtet for at være lige så farlig i bryderingen efter en tønde øl som før.
Ulock
Selv blandt dværgenes fremragende smedekunst hæver Ulock sig betydeligt over gennemsnittet. Mere end noget andet er det dog klanens runesmede, der har sikret den sin høje anseelse i Darkonien. Dværge er naturligt skeptiske over for magi, men anerkender værdien af at kunne forstærke og forbedre deres håndværk ved hjælp af magiske runer. Det kræver dog yderst specialiserede færdigheder at betvinge runerne, og ingen mestrer denne kunst bedre end Ulock.
Klanen har hjemme i Utogdun, hvor en af de to runesten, som Djorka skabte og forærede dværgene i de tidligste tider, stadig står. Den anden befinder sig foran højkongens trone i Paneam-Dea. Det var fra disse runesten, dværgene lærte kunsten at runesmede, og Ulock har gennem tiden perfektioneret denne viden i en sådan grad, at ingen længere kan stå mål med dem.
Ud over deres smedekunst nyder klanen også i almindelighed stor respekt i Darkonien. De anses for at være indbegrebet af dværgenes stolte, gamle dyder, og næst efter Paneam-Dea er det Ulock, der har fostret flest højkonger. Efter gammel tradition afholdes klanrådet derfor også i Utogdun, og Ulocks than bliver typisk udpeget som rådsleder.
Overhovedet for klanen er Brynnys Tordentinde Ulock. Engang var hun en af de mest navnkundige runesmede i Darkoniens historie, men efterhånden som alderen indhentede hende, begyndte hendes syn at svigte. Nu dedikerer hun al sin tid til at varetage klanens og klanrådets anliggender, hvor hendes stemme stadig bærer vægt.
Unkan
Hallerne i Irunnir runger døgnet rundt af lyden af hammer mod ambolt. Her holder klan Unkan til, en af de mest prestigefyldte smedeklaner i hele Darkonien. Ud over deres smedearbejde er de kendt som nyskabende opfindere, der konstant forædler processen med at fremstille og forarbejde metaller. Selv de mest traditionsbundne dværge har efterhånden lært, at man bør lytte til Unkan og tage deres viden til sig, når de præsenterer nye teknikker.
Mere end noget andet er Unkan blevet berømte for at have udviklet kunsten at forædle jern og omdanne det til stål. Allerede tidligt i processen formåede de at skabe stål, der var tre gange stærkere end det jern, man hidtil havde smedet rustninger og våben af. Over tid forfinede de deres færdigheder, og gennem kyndig legering og hærdning kan de nu fremstille stål, der er mere end ti gange stærkere end ubehandlet jern.
Denne opdagelse ændrede dværgenes historie for altid. Før udviklingen af stålet faldt de alt for ofte som ofre for sortblodsfolkets råstyrke og brutale våben. Men med den styrke, de fandt i stålet, kunne dværgene langt om længe yde reel modstand og tvang deres fjender tilbage i Rustbjergene. Lige siden har Unkan nydt stor hæder og anerkendelse blandt dværgene.
Overhovedet for klanen er Hildir Unkan, der i Darkonien betragtes som særdeles arrogant. Ingen dværge får lov til at glemme, at det var Unkan, der skabte det hærgede stål, da Darkonien stod på randen af udslettelse. Han har stædigt fastholdt, at klanen bør have særstatus i mange af Darkoniens anliggender alene i kraft af sit navn – en holdning, der flere gange har bragt ham og klanen i unåde blandt de andre dværge.