Siden nederlaget under sortelvernes første indtog på Niraham havde de skjult sig i deres underjordiske rige og afventet den dag, hvor Rinas forbandelse over dem ville aftage. Til sidst blev den lange ventetid dem imidlertid for meget. De havde aldrig glemt skampletten på deres ære, eller hvordan de havde fejlet i den mission, som deres gudinde, Fanabina, havde givet dem.
Efter en omfattende intern magtkamp vandt en ny, ærgerrig kejserinde overhånd i år 280 FJ, og hendes første befaling var, at hæren skulle mønstres og sendes til overfladen. Rinas forbandelse var med tiden aftaget i kraft, og selvom solens stråler stadig skar i deres øjne og gjorde dem svage om dagen, så behøvede de ikke længere at frygte for at sygne hen og dø i lyset.
Sortelverne brød derfor nu for anden gang i Nirahams historie frem fra undergrunden og lod deres vrede ramme verdens folk. Deres antal var enormt, og i Underverdenen havde sortelverne brugt hundreder af år på at forbedre deres våben og krigskunst. Med sig bragte de også magikere, som havde udviklet deres kræfter, og nu spredte rædsel og død på deres vej.
Endnu en gang kom sortelvernes indtog som en overraskelse for Nirahams racer. Menneskene havde ganske vist beretninger fra gammel tid om sortelvernes race, men fortællingerne var overleveret fra mund til mund og udvandet så meget med tiden, at de efterhånden kun blev betragtet som ammestuesnak. Kun elverne huskede med gru fortidens møde med deres mørke racefæller, men over tid havde også de afskrevet sortelverne som en trussel.
Udgangspunktet for den sortelviske invasion var den bjergkæde, vi nu kender som Kuldens Mur. Fra skjulte grotter myldrede de op i tusindtal og nedlagde enhver fjende, de mødte på deres vej. Invasionen bevægede sig med hastige skridt østover, og det blev snart klart, at målet var elvernes rige Eislonien.
Sortelverne havde imidlertid ikke glemt, hvordan menneskene havde stået ved elvernes side i den sidste krig, og på rejsen østover lod de deres vrede ramme samtlige mennesker i deres nærvær. Store dele af folket i den østlige del af Det Maldúnske Rige blev dræbt, og deres land brændt af.
Det var dog intet sammenlignet med den vrede, som sortelverne lod ramme elvernes folk, da de nåede grænsen til Eislonien. De kræfter, som sortelverne slap løs her, var rædselsvækkende, og selv de mest krigsvante af elvernes veteraner skælvede ved det syn, der mødte dem. Horde efter horde af sortelviske krigere myldrede gennem den brændende skov, og bag dem kaldte magikere dødninge frem fra jorden, der sugede livet ud af alt og alle, de kom i berøring med.
I år 275 FJ mødte elverne dem på sletten foran Vetas i et slag af episke proportioner. Dagen var imidlertid knap nok gået på hæld, før elverne måtte erkende, at deres styrke på ingen måde stod mål med sortelvernes kræfter, og de ellers så disciplinerede elviske styrker flygtede i hovedkulds rædsel.
Vetas blev omringet og stod som en sidste desperat skanse. De stærkeste af elvernes kompagnier var faldet, og de overlevende elverfyrster gjorde et desperat forsøg på at mønstre de sidste rester af modstand. Kun sølvhjelmene formåede endnu at stå stand omkring livstræet ved Vetas, men det var en stakket frist, og selv deres styrke vaklede. Elverne blev trængt tilbage og var i håbløst undertal.
Endnu en gang måtte elverne sætte deres lid til menneskene, og de sendte en bøn om hjælp ud til samtlige menneskelige riger. Også menneskene var imidlertid blevet hårdt ramt af sortelvernes fremstød, og størstedelen af Det Maldúnske Rige lå i ruiner. De betænkte sig derfor længe, men i den sidste ende sendte de maldúnske herskere bud ud til stammerne med befaling om, at hæren skulle mønstres.
I nødens time, da situationen så mest håbløs ud for elverne, og de sidste skanser var ved at blive løbet over ende, meldte en menneskehær på 500.000 mand sig på slagmarken. Det blev det største slag, Niraham nogensinde havde set. Mennesker og sortelvere kæmpede uafbrudt i ugevis – om dagen havde menneskene overhånden, men hver nat gengældte sortelverne med nye, voldsomme angreb.
Elverne holdt sig forskanset i Vetas og involverede sig ikke i slaget. Da menneskene erkendte, at det folk, som de var kommet til undsætning, ikke selv havde til sinde at blande sig i kampene, spredte der sig en stor vrede blandt folket. På det tidspunkt var menneskene imidlertid for involverede i kampene til at kunne trække sig ud igen.
Måneder gik, og mere end halvdelen af menneskene var faldet, da man langt om længe begyndte at vinde overhånd i den endeløse udmattelseskamp. Sortelverne var svækkede, og hvor menneskene kunne hente friske tropper ind fra vest, havde sortelverne ingen til at erstatte de faldne. Langsomt men støt blev de nedkæmpet, og i efteråret 272 FJ kunne man endelig se en ende på slaget.
I ly af natten formåede de overlevende sortelvere imidlertid at flygte nordpå gennem Eislonien, og elverne gjorde intet forsøg på at standse dem. Egnen, som sortelverne rejste ind i, var kendt som Morkuveria, og man så sig tilfreds med at have isoleret de resterende sortelvere i så fjern en egn på Niraham.
Slaget var vundet, men selvom de elviske fyrster lovpriste og hyldede menneskene for deres indsats, så følte menneskene sig forrådt, og i de følgende år opstod der en stor modvilje mod elvernes folk. De ærekære maldúnere foragtede elverne for deres fejhed og arrogance, og det kom til udtryk gennem åbenlys foragt og flere konfrontationer med elverne.