En af de største troldmænd i Nirahams historie var zaraberen Al-Hazif, der levede for godt 500 år siden og indstiftede den orden af magikere, som er kendt som Al-Hazifs Broderskab. Ordenen eksisterer fortsat i dag og bliver formentlig kun overgået af Magiens Cirkel, når det kommer til magisk kunnen på Niraham.
Ungdom
Beretningen om Al-Hazif begynder med hans fødsel i år 1048 EJ. Al-Hazif voksede op i byen Juncatar, der var den næststørste by i Zara’bash. Juncatar havde længe stået i skyggen af Cartheero. Selvom byen gradvist voksede i både størrelse og anseelse, og den blandt andet husede det mest prægtige bibliotek i Zara’bash, var der meget langt op til den særstatus, som Cartheero besad.
I Juncatar stræbte man efter at kunne måle sig med Cartheero, og da byen i høj grad var anerkendt for sine vismænd og højt ansete læreanstalter, gjorde man stor dyd ud af at fremme netop de intellektuelle kvaliteter blandt byens borgere. Det var i dette miljø, Al-Hazif levede de første år af sit liv, og han blev allerede fra sin spæde ungdom betragtet som et mirakelbarn. Han besad en indsigt og visdom, der fik hans lærere til at drage paralleller til profeten Jarco, og de spåede ham en stor fremtid.
Under sin opvækst blev intet nægtet Al-Hazif. Tværtimod syntes hele Juncatar opsat på at bane vejen for deres lysende håb. Han fik de bedste undervisere, og selvom forventningerne til Al-Hazif var høje, formåede han konstant at overgå dem. Allerede som ganske ung blev Al-Hazif optaget i de højere intellektuelle kredse. Han havde mange talenter, men mere end noget andet udmærkede han sig inden for magiens kunst, og efterhånden syntes intet at fænge hans interesse mere end at sidde dagen lang i bibliotekets skygger og studere de gamle skrifter.
Hans kunnen voksede hurtigt, og som blot 15-årig blev han anset for den dygtigste magiker i Juncatar, hvis ikke i hele det zarabiske rige. Året efter sendte sultanen af Zara’bash første gang bud om, at han ønskede at rådføre sig med den unge Al-Hazif. I årene efter skulle det gentage sig mange gange, og som kun 18-årig blev han udnævnt til sultanens øverste rådgiver. Ved den lejlighed flyttede Al-Hazif sit omfattende private bibliotek til et palads, som sultanen havde ladet opføre til ham lidt syd for Cartheero.
Neldorkrigen
Næppe var Al-Hazif blevet betroet denne post, før han begyndte at bearbejde sultanen. For udover at være kyndig var Al-Hazif også ambitiøs og drevet af ønsket om at opnå endnu større magt. Det var ikke tilstrækkeligt for ham at være den mest magtfulde magiker i Zara’bash – han ville være den største magiker på hele Niraham.
Under sin opvækst havde Al-Hazif læst alle bøger, han kunne finde, der beskrev neldorernes ufattelige kræfter, og de havde fostret et inderligt ønske i ham om en dag selv at få adgang til deres kundskaber. Al-Hazif begyndte derfor at hviske manipulerende ord i sultanens øre og sendte ham drømme, der overbeviste sultanen om, at riget var truet af neldorernes tilbagevenden, men at de ville kunne besejre neldorerne, hvis blot de slog til først og handlede hurtigt.
Blandt de lærde i Zara’bash kendte man til beretningen om, hvordan neldorerne var blevet besejret og drevet på flugt under sortelvernes første indtog på Niraham adskillige tusinde år tidligere. Sidenhen havde man løbende hørt forlydender om spredte grupperinger af neldorer, men ingen havde reelt noget indblik i, hvor mange de var, eller hvor de forsamlede sig. Zarabernes krigere var imidlertid stærke, deres præster vise, og deres magikere blandt de dygtigste på Niraham, så sultanen følte sig ganske overbevist om sejren. En tidlig morgen bekendtgjorde han derfor, at hæren skulle mønstres.
Således skete det, at den zarabiske hær i året 1069 EJ drog ud fra Cartheero og begav sig mod sydøst gennem Zikkha Ørkenen i retning mod bjergkæden Tiesilé i det sydøstlige Niraham, hvor man fra de gamle fortællinger vidste, at neldorernes rige i sin tid havde befundet sig.
Togtet var velforberedt, og hæren kunne drage fra oase til oase på deres lange vandring. I løbet af de tre måneder, som rejsen varede, led de kun få tab til den brændende sol. Til sidst nåede hæren frem til den bangteske jungle og kunne skimte Tiesilé-bjergkæden i det fjerne. Her håbede man at finde ruinerne fra neldorernes sagnomspundne by Basaja, som forhåbentlig kunne give en ledetråd til, hvor resterne af deres folk nu befandt sig.
Rejsen gennem den bangteske jungle viste sig imidlertid at være den mest farefulde del af rejsen. Junglen var fuld af vilde dyr, som sammen med en række frygtelige sygdomme, hvis lige zaraberne aldrig før havde oplevet, førte til store tab af menneskeliv. De ellers altid loyale zarabiske soldater begyndte også at desertere i stort antal.
Da den farefulde færd gennem junglen langt om længe var til ende, stod zaraberne overfor den næste udfordring. Bjergkæden, der mødte dem, strakte sig så langt øjet rakte, og den eneste viden, man havde om, hvor den forjættede by Basaja skulle befinde sig, var løse, vævende fortællinger fra årtusindgamle sagn.
Zaraberne slog lejr ved bjergkædens fod. Deres antal var så stort, at lejren udgjorde en regulær by, og herfra blev spejdere hver dag sendt ud i alle retninger. Det overmod, som havde præget dem ved afrejsen, svandt langsomt, og stemningen i lejren blev præget af ængstelighed og bekymrede miner.
Dage blev til måneder, og måneder blev til år, men uden fremskridt. Zaraberne finkæmmede bjergene i jagten på spor efter neldorernes byer, men uden at finde så meget som antydningen af spor efter deres tilstedeværelse. To år passerede på den måde, og i løbet af den tid blev hæren gradvist opløst og sendt tilbage til Cartheero.
Til sidst var heldet imidlertid med zaraberne. En spejderpatrulje, som var sendt højt op i bjergene, vendte ikke tilbage ved solnedgang. Det var ikke nogen sjælden eller usædvanlig hændelse, men en ny gruppe spejdere blev alligevel sendt ud for at finde spor efter dem. På vejen for de vild i mørket og forvildede sig ind i en dyb kløft. Da solen stod op, opdagede de en skjult passage i bunden af kløften, der førte dem gennem bjergene og lige lukt ind i løvens hule. I en skjult dalsænkning kunne spejderne se et virvar af gråhudede skikkelser. De havde ikke bare fundet Basaja; neldorernes race levede i bedste velgående.
I al hast sendte zaraberne bud til Cartheero. De håbede at kunne kalde hærens hovedstyrke tilbage til Tiesilé-bjergkæden, før neldorerne opdagede, at deres tilstedeværelse var blevet kendt – men forgæves. Neldorerne overvågede deres lejr fra skjulesteder højt i bjergene, og da de så den øgede aktivitet i lejren, vidste de, at deres by var fundet.
Neldorerne kastede sig over zaraberne, der måtte se sig overrumplet af en talstærk og magtfuld fjende, hvis kræfter inden for magiens kunst var langt større end noget, de zarabiske troldmænd kunne formå. Zaraberne var i håbløst undertal, og der var intet de kunne stille op. Da det sidste forsvar faldt, sendte de hver eneste mand, der fortsat kunne ride, mod Cartheero for at advare sultanen og hente forstærkninger.
En ny hærstyrke blev mønstret i Cartheero og sendt mod Tiesilé-bjergene. Denne gang talstærk og mere velforberedt. Det skulle imidlertid vise sig at blive starten på et felttog, der ville vare næsten 20 år.
Neldorerne var en frygtindgydende fjende, og de første mange år nedkæmpede de samtlige hærstyrker, der blev sendt mod dem fra Zara’bash. De led imidlertid også selv tab, og hvor zaraberne kunne mønstre nye hære til at erstatte de faldne, svandt neldorerne i antal år for år. I år 1086 EJ tilhørte sejren endelig zaraberne. Hæren væltede ind gennem Basaja, og samtlige neldorer, der ikke nåede at flygte, blev dræbt.
Al-Hazif gennemgik herefter møjsommeligt byen med sine lærlinge, samlede alle skriftruller og magiske artefakter og forhørte de sårede neldorer, som stadig var i live. Da han erklærede, at han havde samlet den viden, der var at få, blev Basaja brændt ned til grunden, og i en overvældende magtdemonstration lod Al-Hazif og hans lærlinge herefter klippesiderne omkring Basaja vælte ned over de rygende ruiner og begrave dem.
En legende, der stædigt bliver overleveret i Zara’bash, lyder på, at en af de store krigere, der faldt i slaget om Basaja, var en zaraber af ædel byrd ved navn Jorin. Nimar skulle have fundet Jorin dødeligt såret på slagmarken og taget sig af ham for derefter at ophøje ham som en af sine mirnere.
Legenden findes også i en anden, noget mere kontroversiel udgave, hvor Jorin skulle have været en nobel kriger blandt neldorerne. Det forekommer dog usandsynligt, at Nimar skulle have taget en dødelig til sig, der havde neldorernes rall-inficerede blod i sine årer.
I Etos fornægter præsteskabet for De Sande Guder begge de to fortællinger og fastholder, at Jorins ophav er ukendt.
Akademierne
Al-Hazif havde mere end rigelig grund til at glæde sig over sejren. Neldorerne havde gennem årtusinder nedskrevet deres viden på skriftruller, som havde været opbevaret i Basajas enorme bibliotek. Han havde sikret sig denne skat, og efter at være vendt tilbage til Cartheero kunne Al-Hazif fryde sig over den ufattelige visdom, han nu var kommet i besiddelse af.
Der var imidlertid tusindvis af ruller, og deres indhold var yderst kompliceret at oversætte til menneskenes sprog, så Al-Hazif erkendte, at han umuligt ville kunne nå igennem dem i sin egen levetid. I år 1088 EJ besluttede han derfor at oprette et akademi, hvor han optog en række særligt kyndige magikere, som han mente havde det nødvendige potentiale til at kunne mestre den viden, som neldorernes skrifter indeholdt.
Et enkelt akademi viste sig imidlertid ikke at være nok, og med tiden måtte Al-Hazif se sig nødsaget til at opføre mange flere. I begyndelsen blev de hovedsageligt placeret omkring Cartheero og Juncatar, hvor han selv kunne føre tilsyn med dem, men som tiden gik, blev der også opført akademier i resten af Zara’bash for at kunne tiltrække magikere fra hele landet med det nødvendige potentiale. Et enkelt akademi blev endda opført i bystaten Etos.
Alle som én blev Al-Hazifs lærlinge svoret til tavshed, og den ed, han bandt dem med, var så magtfuld, at der gik flere hundrede år, før omverdenen fik nogen form for indblik i neldorernes skrifter. I årene efter Neldorkrigen kunne der imidlertid ikke herske nogen tvivl om, at Al-Hazif var Nirahams største magiker, og at selv hans lærlinge også måtte regnes blandt de mest kyndige, der fandtes.
Når eleverne blev udlært fra akademierne, optog Al-Hazif dem i en orden af stridsmagere, som han personligt stod i spidsen for. Ordenen blev anset for en uvurderlig kerne i den zarabiske hær, men levede en isoleret tilværelse, hvor de kun omgikkes deres øvrige ordensmedlemmer.
Død
I år 1245 EJ havde Al-Hazif levet et unaturligt langt liv på over 200 år, uden at det på nogen måde kunne ses på hans krop eller mærkes på hans sind. Af udseende fremstod han som en rank, nobel mand i 30’erne, og over årene syntes Al-Hazif om muligt kun at være blevet visere og skarpere begavet.
Han havde etableret sig som den mest kyndige af alle Nirahams magikere, og ingen andre kom i nærheden af hans kundskaber. Kilden til hans kræfter stammede fra neldorernes viden, og det havde vækket Modeus’ interesse.
Alle Nirahams magikyndige kendte til historien om, hvordan højelveren kendt som Den Vise havde overvundet Modeus og forvist ham til Skyggeplanet. Her havde han levet siden, og Nirahams folkeslag kunne sove trygt i sikker forvisning om, at Modeus aldrig igen ville slippe ud derfra. Den antagelse viste sig nu at være forkert.
Hvordan Modeus havde båret sig ad med at undslippe, vides ikke med sikkerhed. Man ved dog så meget, at han havde indgået aftaler og pagter med utallige dæmoner og havde forbrudt sig mod dem i et sådant omfang, at han nu blandt dæmonerne var kendt som ‘Edsbryderen’.
Modeus havde levet skjult på Niraham og valgt ikke at åbenbare sin eksistens. Han havde vist et glimt af sit magiske potentiale over for Al-Hazif – lige akkurat nok til, at det havde vakt hans interesse – og Al-Hazif havde optaget ham som lærling på et af sine akademier.
En aften i år 1245 EJ havde Modeus lært, hvad han kunne fra akademiet, og opsøgte Al-Hazif uden for hans tårn. Her udfordrede han Al-Hazif til en duel med herredømmet over tårnet som indsats og den viden, som det rummede. Kampen var reelt afgjort, før den var begyndt, og det var kun et spørgsmål om tid, før Modeus tvang sin modstander i knæ. Frem for at underkaste sig valgte Al-Hazif at tage sin viden med sig i graven, og i en sønderrivende eksplosion lagde han sit tårn og alt landet omkring det øde.
Modeus samlede de skriftruller og artefakter sammen, som ikke var blevet ødelagt i eksplosionen, og rejste herefter videre til en række af de øvrige akademier, som Al-Hazif havde indstiftet. Her havde langt fra alle Al-Hazifs lærlinge modet til at følge deres mester i døden, og Modeus tilranede sig derfor skrifter og megen anden viden om neldorerne fra akademierne.
Da flere akademier var lagt øde, så Modeus sig tilfreds og drog bort med ikke kun størstedelen af neldorernes værker, men også de optegnelser, som Al-Hazifs akademier havde gjort sig over menneskenes magi.
Broderskabet
Under Al-Hazifs levetid havde hans lærlinge og stridsmagere levet en isoleret tilværelse, hvor de nærede stor hengivenhed og respekt for hinanden. Ordenen var som en familie, og i folkemunde var det blevet almindeligt at omtale den som ‘Al-Hazifs Broderskab’. Efter Al-Hazifs død tog ordenen formelt dette navn til sig og har været kendt under det siden.
Mange af ordenens akademier var blevet ødelagt af Modeus, men de fleste stod stadig. Blandt Al-Hazifs lærlinge var der ganske vist ingen, som besad en kraft på niveau med deres mester, men flere var overordentlig kyndige i magiens veje, og Al-Hazifs lærdom var ikke spildt på dem. Broderskabet blev derfor videreført og er selv i nutiden højt respekteret for deres magiske kunnen. På grund af ordenens lukkethed og ufravigelige ed om tavshed er de dog også omgærdet af mystik, og omverdenen har stort set intet indblik i, hvad der finder sted på Broderskabets akademier.