I de nordligste egne af Vinterskoven i kongeriget Narabond ligger denne eng, der kendes som Barazels eng.
For mange århundreder siden var området dækket af elvernes skove, men over tid blev de trængt tilbage, og store dele af skoven blev fældet. Barazels eng udgør nu et vigtigt grænseområde mellem menneskenes og elvernes land og er derfor hjemsted for utallige konflikter. Roul-Assin gør krav på områdets nordlige del, elverne gør krav på den vestlige del, som hører til elverskoven Santillia, og Narabond gør krav på den østlige del, herunder selve Barazels eng. Den nøjagtige grænse mellem de tre riger er dog aldrig blevet fastlagt og forskyder sig derfor ofte.
De væsentligste handelsruter til dværgenes miner i Darkonien fører også gennem området. Det har gjort Barazels eng til et centralt knudepunkt for handel, og i gode tider har de handlende tjent godt på at fragte varer mellem de fire riger.
I krigstid gør den centrale position Barazels eng til et strategisk omdrejningspunkt. Indtil for cirka 100 år siden var området en del af roulernes territorier og blev benyttet som samlingspunkt for deres krigere, når de var i krig med Narabond. I år 1407 EJ led roulerne imidlertid et fatalt nederlag og måtte afstå en del af deres land til Narabond, herunder området omkring Barazels eng.
For at sikre freden i området blev det tildelt en prominent narabonsk adelsslægt, Barazel, som svor at varetage og beskytte området efter bedste evne. De opførte en befæstet by på engen, der snart blev kendt som Barazels eng. I de mange år, der fulgte, var byen en rig og fremtrædende handelsby, kendt i hele Narabond for sin adgang til handelsvarer fra elverne og dværgene. Store summer skiftede hver dag hænder i byen.
Det var dog en farefuld tilværelse. Når krigen rasede i nord, blev Barazel by ramt hårdt hver eneste gang, og da sortblodsfolk begyndte at vælte ned fra Rustbjergene for at plyndre og hærge, led byens befolkning også store tab. Med tiden begyndte folket derfor at forlade Barazel, og til sidst blev byen stort set forladt og gik i forfald, så der nu kun er den eng tilbage, vi kender, med nogle få sporadiske bebyggelser.
Formelt set er engen stadig i slægten Barazels eje, og fra tid til anden sker det, at et medlem af slægten forsøger at genrejse byen til fortidens storhed. Indtil videre har det imidlertid været forgæves, og byen sygner hver gang hen efter kort tid.
Bosættelser
I områderne omkring Barazels eng findes et antal byer og faste bosættelser. Belært af fortidens erfaringer er de fleste dog simple konstruktioner, der hurtigt kan forlades og genopbygges, når krigen hærger gennem området. Flere af bosættelserne har derfor både flyttet sig og skiftet navn utallige gange gennem tiden.
Barazels eng
På engens højdedrag er opført et stort rundhus, som er et fremtrædende kendetegn for området. Det har imidlertid vist sig vanskeligt at forsvare, og med tiden er det blevet stort set affolket. Rundhuset bruges nu primært som handelsstation eller barakker for hærstyrker, der er udstationeret i området.
Donum Ragnar
Den nordlige del af området omkring Barazels eng betragtes som roulisk territorium, og her har roulerne opført bebyggelsen Donum Ragnar ganske nær grænsen. Udover at være roulernes hjemsted huser Donum Ragnar også de norrlændige, der har slået sig ned i området.
Hammerly
Tidligere var Hammerly en handelsstation for dværge, men med tiden rykkede menneskene ind i den. I en lang årrække var byen ejet af en fraktion inden for Arlkirken kaldet Søjlernes Orden, men den fungerer nu som en militær udpost for Narabonds styrker.
Skovly
Skovly er i dag den største og mest livlige by i området omkring Barazels eng. Befolkningen består hovedsageligt af mennesker, men byen rummer og tolererer en mangfoldighed af racer og kulturer. Efterhånden er Skovly vokset så meget i størrelse, at den stort set er vokset sammen med Hammerly.
Stella Luminos
Efter Himmelkrigene sendte Buranus en hærstyrke til Vinterskoven for at bistå med forsvaret af livstræet. De opførte fæstningen Stella Luminos, som er stærkt befæstet og udgør en betydelig militær magtfaktor i området.
Vinterly
Umiddelbart nær livstræet har skovelverne bygget en permanent lejr, som med tiden er vokset i størrelse og nu udgør en mindre by. Fra Vinterly bevogter de livstræet, og højelvere har også regelmæssigt deres gang i byen.
Særlige steder
Skoven omkring Barazels eng er hjemsted for et utal af magiske og overnaturlige steder. Det har længe været kendt, at sløret, der adskiller Niraham fra det mørke hinsides, hvor dæmonerne huserer, er særligt tyndt i området. Dette har ført til, at der er opstået utallige rifter, hvor mørke kræfter fra den anden side har formået at trænge igennem.
Barnegraven
Godt 200 år før Himmelkrigene blev denne grav lavet til et roulisk barn, der var død i vuggen. Barnet blev svøbt og lagt i graven, hvorefter de rituelle begravelsesriter blev sagt, og graven tildækket. Dagen efter fandt roulerne imidlertid graven åben, og barnet lå vågent, levende og helt roligt deri. Lige siden har der været tendens til, at der kunne høres barnegråd fra Barnegraven, når sløret er tyndest.
Djævleegen
Dette gamle egetræ er ikke en rift, men har altid været associeret med livets mere mørke sider. Der har været en tradition for at benytte det til at skjule tyvegods og meddelelser, og med årene har der udviklet sig en tradition for at efterlade en gave i træet til den næste forbipasserende, som kan tage gaven mod selv at placere en ny. I år 28 EH forsøgte ukendte personer at skjule rall i træet, hvilket resulterede i, at det brød ud i grønne flammer, der brændte i flere uger, og siden har Djævleegen været i forfald.
Donum Roulon
Nord for Barazels eng ligger en lysning, der tidligere var hjemsted for en roulisk bosættelse. Med tiden rykkede roulerne til Donum Ragnar længere mod syd og overgav Donum Roulon til en koloni af dværge, der havde fundet sølv i undergrunden. Dværgene forlod dog senere området, og lysningen er nu ubeboet, men omtales stadig med et strejf af nostalgi som ‘Den gamle mineby’. Siden er stedet blevet genstand for en større diplomatisk konflikt mellem lenshertugen, der formelt ejer det, og roulerne, hvis land det ligger i.
Evigheden
Før Himmelkrigene var området en helligdom dedikeret til Gasnian. Han havde skabt et sted, hvor tiden stod stille, og intet havde forandret sig i hundreder af år. Det havde områdets befolkning udnyttet til at tvinge uønskede personer derind, navnlig troldmænd, som siden havde været fanget i intetheden. Evighedens magi forsvandt ved Himmelkrigene, og tiden indhentede dem alle, så de blev til støv. På stien vest for området lå i tidligere tider en kro, der også bar navnet Evigheden, hvor mange navnkundige sagaer om Niraham blev skabt.
Grenaderen
Næst efter Livstræet og Djævleegen er dette egetræ det ældste og største i området omkring Barazels eng. Træet har ingen synderlig betydning og er heller ikke i øvrigt forbundet med overnaturlige elementer. Dets imponerende størrelse og alder har imidlertid givet anledning til myter om, at det skulle være beslægtet med elvernes gamle livstræer.
Heligdomstræet
Ved byen Skovly befinder et gammelt egetræ sig, der historisk aldrig har været forbundet med magi eller overtro, men som altid har været samlingspunkt for mange højtider, herunder vielser og gudstjenester. I år 28 EH opstod imidlertid en rift i træet, der førte til dæmonernes rige, Darnhal. En Burania-munk ved navn Christoph ofrede sit liv for at lukke riften igen, og til ære for hans offer er træet siden blevet kendt som Christophtræet.
Livstræet
I Vinterskoven nær Barazels eng befinder et af elvernes hellige livstræer sig. Elverne vogter nidkært over træet og slår hårdt ned på alle uvedkommende, der forsøger at få adgang til det. Livstræet er det eneste i Vinterskoven og tillige et af de største og mest kraftfulde af sin art i denne del af Santillia. De elviske druider skulle have forsøgt at plante en stikling fra livstræet i en hellig lund, dedikeret til Rina, men ingen har siden fornemmet kraften fra et nyt livstræ, og stiklingen formodes derfor at være død.
Lyanes tåre
Søen, der befinder sig i området kendt som Evigheden, er hjemsted for en tradition, hvor unge elskende og andre personer, der nærer drømme og håb for fremtiden, giver ofringer til Lyane. Fortællingen vil, at hvis de dedikerer sig helhjertet til deres drøm, vil Lyane sørge for, at den går i opfyldelse inden for ét år. Navnet stammer fra en fortælling om, at Lyane græd fem tårer til minde om sin moder, Sissianna, efter Himmelkrigene. Tårerne faldt til Niraham, og denne sø skulle være én af dem.
Marcusriften
Denne rift har befundet sig i skoven så langt tilbage, som nogen kan huske, og er formentlig blandt de ældste rifter på Niraham. Den fik sit navn i år 7 EH, hvor det lykkedes for en delegation, udsendt af Magiens Cirkel, at fange morticisten Marcus af Sortemosen og tvinge ham tilbage til skyggeriget igennem riften.
Sortesøerne
Øst for Barazels eng ligger to imponerende søer, adskilt af en tynd passage. Søerne har fået deres navn fra det tætte skovområde, de befinder sig i, som gør området ved søerne mørkt og fordækt. Området har længe været en magtbase for sortelvere og sortblodsfolk, og ikke langt derfra findes en af sortelvernes skjulte nedgange til Underverdenen. Det fortælles desuden, at et stykke af Ragils hellige klinge, Vardunger, skulle være kastet i søerne af en roulisk druide.