Efter Narabondslægten vendte tilbage i år 1400 EH, gjorde kong Filip Narabond en ihærdig indsats for at bringe orden og stabilitet til det krigshærgede land. Udover at skabe fred med rigets ydre fjender var det bydende nødvendigt også at få styr på landets indre forhold.
De Sande Guders præster indstiftede derfor en inkvisition i Narabond, og i årene der fulgte red den gennem landet med Nimarkirken i front på en ihærdig jagt efter samfundets uønskede elementer. Der blev særligt slået ned på hekse og dæmontilbedere, men også troldmænd, der benyttede deres kræfter uacceptabelt eller skabte frygt i befolkningen, blev udpeget som renegater og endte deres dage på bålet.
En særlig bemærkelsesværdig person, hvis modstand mod inkvisitionen endte i historiebøgerne, var morticisten Marcus. Han var mester inden for dødemanernes kunst og havde gennem en årrække skabt sig et hjem i Sortemosen, som var et øde sumpområde i Vestlenet – ikke langt fra Santillia.
Den store pestepidemi, der havde ramt Niraham nogle år tidligere, havde givet Marcus en endeløs forsyning af kadavere at udøve sine kunster på, og han rådede nu over hele horder af udøde. Ingen lokale turde nærme sig hans hjem, og rejsende, der enten af uvidenhed eller overmod forvildede sig ind i Sortemosen, blev enten jaget bort af de udøde eller dræbt for derefter at blive animeret og indgå i Marcus’ horde.
Vestlenets fyrster havde længe kendt til Marcus’ tilstedeværelse, og befolkningen krympede sig, når talen gik på Marcus af Sortemosen, men de var for rædselsslagne til at handle. Når man sendte spejdere ind i Sortemosen, vendte de sjældent tilbage, og man havde af ængstelse affundet sig med, at så længe Marcus ikke sendte sine udøde ud i riget, ville man undgå at fremprovokere en konfrontation.
Med inkvisitionens komme så man imidlertid sit snit til endelig at få bugt med Marcus. I år 1423 EJ blev en delegation sendt til Vestlenet for at imødegå truslen. Præsterne undervurderede dog Marcus’ kræfter, og sammenstødet efterlod flere inkvisitører døde. Præsterne havde forventet at kunne bryde båndet mellem Marcus og de udøde, men hans kræfter var mægtigere end noget, de tidligere havde oplevet. Ude af stand til at mane de udøde i jorden var inkvisitørerne i håbløst undertal og måtte flygte for deres liv.
Kort tid efter angrebet på Sortemosen sendte Marcus sine horder ind over Narabond. Selvom han aldrig offentligt forklarede sin årsag, antog man generelt, at det var hævn for den forstyrrelse, kirkens inkvisition havde pådraget ham.
De udøde hærgede længe i Narabond og spredte skræk og rædsel, før de fortsatte nordpå, hvor de afbrød handelen med dværgenes rige. Frustreret beordrede kong Filip, at inkvisitionen med alle midler skulle besejre Marcus og hans udøde horde. I år 1435 EJ blev en ny delegation sendt, denne gang anført af den mægtige magiker Quarn Aratholl.
Ved en større træfning i udkanten af Santillia lykkedes det at drive Marcus på flugt og knuse størstedelen af hans hær. Herefter strejfede Marcus omkring i flere år og blev gentagne gange set i områderne omkring Narabond og Santillia. Her forsøgte han at skabe nye horder af udøde, men blev hver gang forhindret, inden hans styrke voksede sig for stor.
Marcus mødte sit endeligt i år 7 EH, da Santillias elverfolk formåede at fange ham. I erkendelse af, at hans kræfter kunne vokse yderligere, hvis han blev dræbt, bandlyste man ham i stedet fra Nirahams plan og tvang ham gennem en rift ind i Zaratziels rige, Skyggeplanet.
Riften, der blev Marcus’ endeligt, lå i områderne omkring Barazels eng og er siden blevet kendt som Marcusriften.