Modeus’ fald

September, år 35 EH

Jeg så det… jeg så det hele…

De voksne siger, jeg ikke må gå ind i Dragegabet, men jeg kunne ikke lade være. Hele luften rystede, og jorden sang under mine fødder. Det var, som om der boede en kæmpe nede under stenene, og han prøvede at komme ud. Fra mit faste skjulested i krattet kunne jeg se ind i Dragegabet… eller, det kunne jeg før. Nu var der bare røg og støv og lys, der blinkede som lyn, selvom der ikke var nogen storm. Jeg kunne høre brag så høje, at mine tænder klaprede, og jeg måtte holde mig for ørerne.

Der var mænd i sorte rustninger, der stod som skygger foran alt det lys. De stod imod én mand, som formede noget med hænderne… noget, der så ud som stjerner fanget i metal. Og så… så faldt de. Som træer, der bliver fældet, alle på én gang. Der var også nogen, der red. Hurtige som ulve. De havde kæder og mørke kapper, der blafrede. Mor ville have sagt, at de var onde mænd, men de så ud som skygger, der havde glemt, de engang var mennesker. De kom fra øst, og bag dem var der… jeg tror, det var monstre. Store, med horn og skind som gamle træstammer.

Og så så jeg de andre… dem, der kom løbende med lys i hænderne. Lys, der ikke brændte som ild, men sang som fugle, selv midt i alt det larm. De holdt hænderne mod jorden, og så rejste der sig søjler af glødende sten, som slog imod rytterne. Fra syd så jeg folk, der ikke hørte til her. En gammel mand med øjne som kul. En kvinde, der trak lyn ned fra himlen uden at kigge. Og én, der talte med ord, som fik mig til at glemme, hvordan man trækker vejret. De kæmpede mod andre troldmænd, og jeg kunne ikke se, hvem der vandt, for lyset blev for stærkt.

Jeg løb hjem, da luften begyndte at smage af jern. Men jeg kan stadig høre det. Bragene. Råbene. Og det der… det der mærkelige, dybe suk fra dybet, som om noget meget gammelt var vågnet og ventede. Min historie spredte sig hurtigt ned gennem landet, men det er to måneder siden, jeg fortalte den.

Mit hjem ligger i ruiner, mine forældre er væk, det er kun min søster og jeg, der er tilbage. Vi er sammen med andre folk i området, der er blevet samlet i en lejr beskyttet af soldater og magi. Vi er fanget og kan ikke gå nogen steder. Vi får mad en gang om dagen, men vi får mindre og mindre. Soldaterne forlader kun det magiske værn for at holde status med kampen, der stadig fortsætter hver aften. Men jeg kan ikke komme igennem det. Længere væk er flere lejre ved at blive sat op. Ordren lyder, at de skal danne en mur. En mur, der skal forhindre, at flere kan tilslutte sig kampen, og for at sikre at intet kommer ud. Men er vi så fanget her, eller hvad sker der? Min søster kan snart ikke mere. Hun græder hele tiden, og jeg ved ikke, hvordan jeg kan få hende til at holde op.

Ved dagens gudstjeneste fortalte Fader Galt, at når muren er dannet og lyset har inddæmmet mørket, da vil profetien være et skridt tættere på at gå i opfyldelse.
Det vil også være her, at vi kan komme væk. Hvorfor kan vi ikke komme væk nu, og hvad betyder denne profeti?

Min søster er sulten og græder igen. Hun vil ikke holde op, lige meget hvad jeg gør. Hun bliver bare ved med at græde. Hun skal altså sove nu, jeg kan ikke holde det ud mere. Stop, råber jeg, men hun hører ikke efter. Hun bliver bare ved med at skrige. Der er ikke mere mad, jeg har ikke mere at give hende. Vær nu sød bare at sove. Jeg holder hende for munden, min hånd dækker næsten hele hendes ansigt. Hun skriger stadigvæk og prøver at komme væk. Jeg presser hårdere, holder hende fast. Hun skal altså stoppe nu. Der bliver stille, og endelig sover hun. Jeg lægger mig om på siden, sulten og træt. Jeg håber bare, Fader Galts profeti snart går i opfyldelse, så vi kan komme væk:

Oktober, år 35 EH

Det er en stille og solrig morgen. Dagen starter, som den plejer. Jeg vågner i sovesalen sammen med mine kammerater, reder sengen, trækker i udstyret og gør alt klar til morgeninspektionen. Vi står alle klar, men sergenten kommer ikke. Først står vi blot stille og venter, men efterhånden begynder uroen at brede sig. Så træder kaptajnen pludselig ind i lokalet. "Klargør jeres rustninger og slip jeres sværd. Vi drager mod nord ved middag." Et jubelråb bryder ud og overdøver næsten kaptajnens ord, men stilheden vender tilbage, da han afslutter sine ord, og et tydeligt og klart: "Javel, hr. kaptajn!" lyder gennem salen.

Ved middagstid er vi alle samlet på kamppladsen. Det er ikke kun vores kompagni, men hele hæren, der står klar. Selv ridderne er mødt op, deres rustninger blinker i solen som skinnende søjler af stål. Ordren er klar. Vi skal marchere mod Dragegabet. Vores opgave er ikke blot at kæmpe, men at sikre, at folket i området bliver ledt i sikkerhed. Vores lejr skal danne en del af den store kreds sammen med de andre regimenter. Når vi har lukket den sydlige del af barrieren, vil Magiens Cirkel forstærke den og forvandle kredsen til en magisk forsegling.

Lyden af trommer sætter os i bevægelse. Kolonnerne bevæger sig som en bølgende flod af stål og læder, og vi marcherer mod nord. Støv hvirvler op omkring os, og solens varme ligger tungt på skuldrene. Jeg kan høre de første nervøse hvisken blandt de yngste rekrutter. De forsøger at skjule frygten bag grin og grove bemærkninger, men deres hænder ryster, når de strammer grebet om sværdskeden. Jeg selv… Jeg forsøger at tænke på andet end kampen. Jeg husker min fars ord, inden jeg drog af sted: "Hold altid dine kammerater nær, for uden dem er du intet."

Da vi når frem til området, forstår jeg alvoren. Dragegabet er ikke blot en kløft i landskabet, det er et ar i jorden, et mørkt sår, hvorfra en kold tåge siver ud. Jorden er sortbrændt omkring sprækken, og intet græs gror her længere. Folket, som vi møder på vejen, har frygten malet i deres øjne. De bærer deres få ejendele i hænderne, børnene klynger sig til deres mødre, mens de ser på os, som om vi var deres sidste håb. Vi leder dem væk, én familie ad gangen. Bag os rejser ridderne deres telte og markerer kredsen, der skal danne barrieren.

Men mørket venter ikke. Før solen går ned bag horisonten, hører vi et brøl. Et råb, der ikke stammer fra noget menneske, men fra dybet af gabet. Jorden ryster under vores støvler, og en uhyggelig stilhed breder sig i hæren. Vi ser på hinanden uden ord, men vi ved alle, at natten vil bringe kamp. Jeg strammer grebet om mit sværd og mærker, hvordan frygt og stolthed kæmper om pladsen i mit bryst. For første gang i mit liv står jeg ansigt til ansigt med det ukendte, for mit kompagni bliver sendt ind for at se, hvad der gemmer sig i mørket.

Det er morgen, og kun en soldat vender tilbage fra nattens patrulje. Jeg er alene, alle andre er faldet. Vi var ubetydelige i den kamp, der fandt sted i nat. Mine øjne er fyldt med frygt, og min krop falder sammen i det øjeblik, jeg igen er i lejren. Jeg kryber sammen i fosterstilling og forsøger at aflægge rapport, selv om det kun er bønder, der er til stede:

I det samme hører vi hovslag. En støvsky rejser sig i horisonten, og en flok ryttere kommer brusende imod lejren. Først tror jeg, det er forstærkninger, men da jeg ser deres sorte kåber og de forvredne masker, mærker jeg panikken gribe mig. "Sjakaler!" råber jeg med al den luft, mine lunger kan finde. Ordene river sig selv ud af mig, og straks efter svigter mine ben. Jeg falder til jorden, men mit skrig hænger stadig i luften.

Råbet får hæren til at reagere, men det er for sent. Sjakalerne stormer gennem lejren som en storm af jern og blod. De hugger alt ned på deres vej – telte, bønder, soldater. Deres krigsråb skærer igennem lyden af paniske soldater, der kæmper for livet. En enhed af vores bedste ryttere bliver hurtigt sendt efter dem, men sjakalerne rider videre mod syd. Vi var ikke deres mål, bare en forhindring på vejen.

Midt i kaoset gjalder kaptajnens stemme over hele lejren, klar og ubønhørlig: "Få lukket den barriere! Nu!" Hans ord skærer gennem frygten. Ingen tvivl er tilbage: Barrieren skal lukkes. Ikke én skabning mere må slippe ud fra gabet. Jeg kæmper mig op på knæ, mine hænder ryster, men jeg ved, at alt nu afhænger af, at vi holder stand.

November, år 35 EH

Jeg mærkede varmen fra barrieren, da den atter stod igen. Den glødede som smeltet glas, og bag mig hørte jeg brag, der fik selv bjergene omkring Dragegabet til at ryste. Himlen var tung af røg, og lyset blev slugt af mørke tåger. Jeg lagde hånden mod barrieren. Mirnerens stemme rungede i mit sind, klar som stjernerne på en frostklar nat: "Lys må møde mørke, ellers vil alt falde." En kraft vældede gennem mig, og vævet af lys omgav mig. Som et åndedrag, der fylder mine lunger med luft, blev jeg fyldt med Moderens kraft, og mine sanser forstærkedes. Verden forandrede sig, og lugten af svovl ramte mig som en mur.

Jeg gik målrettet mod Dragegabet. Der var ikke nogen vej tilbage nu. Jeg stoppede mellem to kæmpesøjler for at danne mig et overblik, inden jeg trådte ind i krateret. Mine øjne faldt på Underviseren. Modeus sansede min tilstedeværelse og vendte sig mod mig. Underviseren greb muligheden for at forsvinde i samme øjeblik, Modeus’ fokus var flyttet til mig. Hans skikkelse, engang majestætisk, nu brudt, blødende og svag, forsvandt ind gennem et glimt af stjernelignende ild. Hans sidste blik mod mig var ikke et kald om hjælp, men et ordløst budskab: "Nu er det din tur."

Dragegabet åbnede sig under mine fødder. En kløft så dyb, at selve verdens pulsslag rungede nedefra. Den magiske storm hvinede, flængede himlen i stykker, og dér, midt i kaosset, stod han. Modeus. Edsbryderen. Hans øjne var som kul, hans hænder omgivet af dæmonernes kæder, og hans nærvær trak varmen ud af alt. Bag ham snoede skygger sig som levende bjerge, og fra jorden steg væsener, født af hans løfter til dæmonerne, frem som soldater af aske.

Jeg faldt på knæ og bad en bøn, så højt at stjernerne kunne høre mig: "Jeg drages ydmygt til din visdom, Rina. Jeg søger dine ord for min tvivl. Jeg mærker magiens varme og ser din cyklus for mine øjne."

Bønnen til gudinden gav mig ny styrke. Mine hænder strålede, og fra mit sværd udsprang en søjle af ren magi. Jeg rejste mig og gik frem. Modeus så på mig og smilede. "Så. Endnu en, der tror, at lys kan brænde mig væk." Hans ord var som en dom, men jeg råbte tilbage med min gudindes navn i brystet og kastede mig ind i kampen. "Hør mig, Moder Rina, min skaber, min beskytter, vor himmelske dronning. Skænk mig din varme og barmhjertighed i denne mørke stund, og lad intet ondt komme mig nær."

Vi tørnede sammen, lys mod mørke. Mine slag bragte daggryet ind i Dragegabets nat, og hans besværgelser druknede mig i skygger. Hver gang jeg slog, sang luften af Rinas ord; hver gang han slog, rystede jorden under hans dæmoniske kræfter. Nat blev til dag og til nat igen, men så kom den åbning, jeg havde ventet på. Min krop var træt, selvom lyset i mig stadig gav mig styrken til at fortsætte. Det var nu eller aldrig.

Jeg ramte ham. En ren, klar lysstråle tvang ham i knæ. Et øjeblik tænkte jeg, at sejren var mulig. At jeg kunne redde pladen, selvom profetien ikke var min. Men dette var min mulighed for at slå til. Dette var min mulighed for at gøre det, jeg var kommet for. Jeg så på Modeus og lagde min hånd på hans hoved. Imens skyggerne opslugte mig, sagde jeg en sidste bøn: "Moder, hør min stemme. Det, der blev givet af søstrene i visdom og godhed, er blevet misbrugt. Dine gaver er ikke længere tiltænkt dette væsen. Han har vendt sig mod lyset og valgt at gå mørkets lange, ensomme vej."

Lyset i mit indre blev antændt, og en varme fyldte min krop. Som blade, der bliver kastet rundt i vinden, spredte lyset sig i mig, indtil det nåede min hånd. Skyggerne, der omfavnede mig, blev kastet væk, og et skrig gennemborede mørket, da lyset brændte sig gennem min hånd og ind i Modeus. "Selv lys må slukkes," hviskede han, tæt nok til at jeg mærkede ånden i hans stemme.

Modeus rejste sig. Skyggerne omkring ham samlede sig, og hele Dragegabet rungede, da de fløj mod mig. De ramte mig i brystet, mit sværd faldt til jorden, og magien, der før oplyste mørket, forsvandt. Han pressede mørket ind i mig. Kulden var ubarmhjertig. Min krop svigtede, men jeg så stadig stjernen højt over Dragegabets tåger. Mirnerens stemme, der havde guidet mig gennem hele kampen, hørtes nu klarere end nogensinde: "Din opgave er fuldført. Han har ikke længere Moderens gave. Han er alene nu, alene i mørket. Men du… Du vil fra denne dag altid være et lys i mørket. For du er Natalia Costa, Moderens lys, og dit navn vil aldrig blive glemt."

December, år 35 EH

Ingen vidste, hvor længe Modeus havde eksisteret, før han hævede sig fra skyggerne for at flå verden åben. Nogle hævdede, at han var født som menneske, mens andre påstod, at han var en tanke undfanget af mørket selv, men én sandhed stod ubrydeligt fast: Han blev ikke født til storhed – han tog den.

I Shantils stjernefyldte nætter lærte han sandheder, som ingen dødelig burde kende; at verden ikke tilhører de stærke, men de villige – villige til at bryde det hellige, villige til at tage det, selv guderne frygtede. Den yngste af De Tre Søstre tog ham som lærling, en fejl, der for altid forseglede hendes skæbne, for det, hun ikke lærte ham, tilegnede han sig selv, det, hun forsøgte at skjule, opsøgte han, og det, hun frygtede, gjorde han til en del af sit væsen. I mørket fandt han sin sande natur.

Han bandt dæmoner, dræbte neldorer, stjal deres viden og blandede deres blod med sin egen essens, indtil han forvandlede sig til noget, der ikke længere kunne kaldes menneske. Modeus’ udødelighed udsprang ikke af liv, men af død. Han skabte sine arvinger – kar, fragmenter, levende beholdere til sin sjæl – gennem ritualer udført på mere end hundrede kvinder, i tusindfoldige ceremonier fyldt med blod, skrig, dæmonisk hvisken og sjæle, der blev flået løs og syet fast i nyt kød. Kun tolv overlevede hans formning; tolv, som bar stykker af deres fader uden at forstå prisen.

Profetien om ham var lige så gammel som elvernes første ord og lød, at når hans knytnæve af fem samledes til én, ville skyggen vende hjem. Som verden bevægede sig mod undergang, nærmede fragmenterne sig hinanden, og Modeus blev genfødt, stærkere og mere magtfuld, end nogen kunne have forestillet sig, mens kun én stod i vejen for ham – og denne én skjulte sig i Dragegabet.

Da Modeus trådte ind i Dragegabet, et ar revet gennem pladen under hans fødder, syntes sejren næsten inden for rækkevidde, men en dødelig kvinde stod i vejen for ham: Natalia, hvis lys var guddommeligt og bar Rinas vilje. Det var et lys, der kun tændes, når mennesker konfronterer det, de burde frygte, men nægter at bøje sig. Hun brød hans skygger og tvang selv dæmonpagter i knæ, men ingen dødelig kan bære mørket alene. Hendes lys flammede op, brændte intenst og døde til sidst ud, men ikke forgæves, for i hendes fald tændtes gnisten, der fjernede frygten fra folket og lod den endelige kamp begynde.

Lochtar Narabond II trådte ind i Dragegabet som den første, der nogensinde var blevet velsignet af Nimar selv. Han bar Nimars rustning, smedet af den første stråle og formet af gudens egen hånd, og hans lys var ikke Natalias blide glød, men gudernes samlede styrke, båret frem af et barn, en profeti og et håb. Bag ham stod Højmagerne, stormestrene af Søstrenes magi, og deres sang rev skyggerne fra hinanden, mens Modeus samlede alt, hvad der var tilbage af tusinder af generationers mørke, så verden knagede under vægten af den kraft, han påkaldte.

Da Lochtar hævede Kaspian, sagde han: "Du er ikke min skygge, Modeus. Du er min byrde," og i det øjeblik mødte lyset mørket i et slag, som selv denne verden ikke kunne bære. Virkeligheden brast, tiden smuldrede som glas, og Gabet foldede sig sammen som et udbrændt pergament.

Højmagerne dannede front, samlede alle deres kræfter og indkapslede kampen i et rum uden tid eller sted – et sted hvor den sidste duel skulle stå, hvor lyset skulle sejre over mørket, og profetien skulle forvandles fra ord til virkelighed. Lochtar og Modeus faldt der, ikke som dødelige, men som vældige kræfter, den ene indhyllet i mørke, den anden i gudernes lys, mens de styrtede gennem liv og død, gennem tomrum så gamle, at selv dæmoner og guder havde glemt deres navne.

Og dér, i et sted hvor intet ånder og intet kan vende tilbage fra, blev profetien fuldendt. Lochtars lys og Modeus’ skygge bandt sig til hinanden; Lochtar pressede sværdet mod Modeus’ sjæl, mens skyggerne flåede livet fra kongesønnen, og virkeligheden lukkede sig om dem begge. Der var ingen sejrherre, kun et endeligt punktum.

Da kampen fortonede sig, blev der stille. Højmagerne trak ikke blot på deres egne kræfter, men lod selve højmagien strømme ind i Dragegabet, og den kapsel, de havde skabt for at beskytte pladen, vendte sig nu mod sig selv som et våben, der langsomt destruerede alt, hvad den havde omsluttet, indtil den til sidst bristede og brændte op.

Dragegabet styrtede sammen, fragmenterne forsvandt som aske i storm, dæmonkontrakter brast, og skyggerne sank i tavshed. Modeus’ navn blev reduceret til et fjernt ekko, Lochtars til et løfte. Verden lærte, at selv de mægtigste ikke kan undslippe profetier – men de kan fuldende dem.

Sådan endte Edbryderens fortælling. Sådan faldt Lochtar Narabond II. Sådan blev mørket og lyset forseglet uden for tid og rum, for evigt.