Lochtar Narabond II

Den unge kongesøn, Lochtar, blev kendt over hele Niraham, da han i år 35 EH – på bekostning af sit eget liv – formåede at bekæmpe Nirahams mægtige troldmand, dæmonologen Modeus.

Barndom

Lochtar blev født som søn af kong Valdemar Narabond II og dronning Tirri af slægten Hayunen. Hans fødsel fandt sted i kølvandet på Kanslerkrigen. Hans fader havde under krigen ledt Narabond ud af rigskansler Victor van Hessens jernhånd, men pådrog sig alvorlige sår under kampene i Dragegabet. Valdemar nåede aldrig at se sin søn blive født – han døde af sine skader i år 21 EH, kort efter brylluppet med Tirri.

Mens Lochtars første leveår udspillede sig, regerede dronning Tirri landet alene. Da hendes storebror Adrian, der var udpeget som feltmarskal af Narabond, vendte sig mod hende og krævede tronen, brød der borgerkrig ud. Lochtar tilbragte disse tidlige år af sin barndom hos hertuginde Elisabeth Narabond i Dullstadt, mens dronningen bekrigede sin bror. Tirri vandt Slaget om Kungstadt og fordrev Adrian, men over hundrede tusinde soldater faldt i kampene, og kongeriget var svækket.

Da Emyr udnyttede Narabonds svækkelse og angreb efter borgerkrigen, bød Tirri dem trods. Efter mange hårde kampe kunne Narabonds hær føre krigen dybt ind på Emyrs territorium, og ved Slaget om Elengarz i år 27 EH blev den emyrske konge dræbt. Kort tid efter faldt Tirri selv under Slaget om Morkenfeldt, ramt af en pil i halsen.

Elisabeth Narabond greb straks initiativet. Hun trådte frem for folket i Kungstadt med barnet og kongekronen og udråbte ham som Lochtar Narabond II, hvorefter hun lod sig udnævne til hans rigskansler og formynder.

Formynderskab

For at sikre sin position indgik Elisabeth en militær alliance med Paravien, der forpligtede Narabond til at bistå i landets krig mod Gothia. Det førte Narabond ind i en tredje opslidende krig på få år, men sikrede også en stærk allieret, der beskyttede både hende og unge Lochtar mod adelens bestræbelser på at fravriste dem tronen.

I år 32 EH traf Elisabeth den skelsættende beslutning at frasige sig posten som rigskansler og lod sig krone som dronning i eget navn. Hun begrundede det med, at der var fremkommet troværdige oplysninger om, at Narabonds konge, der var faldet under Arathollkrigen, for en kort tid var blevet overlevet af sin ældste søn, hvorved kronen rettelig skulle være gået i arv til dennes slægtslinje, som Elisabeth tilhørte, og ikke til slægtslinjen efter kongens yngste søn, som Lochtar tilhørte.

Mørketvingernes lærling

Lochtar søgte herefter væk fra hoffet og blev optaget som lærling hos Mørketvingernes orden. Allerede året efter – i år 33 EH – viste han sine store færdigheder, da han bistod Mester Uldur under forsvaret af Gagail ‘Lysbringer’, da troldmanden Usemo angreb dennes vinthel i Etos.

I sommeren år 35 EH, da Modeus havde manifesteret sig og samlede mørkets kræfter omkring sig i Dragegabet, blev Lochtar om natten ført til Mørketvingernes hovedkvarter i Akosheim. Under opsyn af ordensrådet og med Alark Nordvind som vidne gennemgik han en serie af ældgamle magiske ritualer. Da de var gennemført, kunne Mester Ezekiel med æresfrygt proklamere, at mørketvingernes ældgamle profeti om den lysende kriger, der ville forene lys og mørke, var sket fyldest.

Sideløbende lykkedes det Nimarkirken at samle delene af Nimars rustning, der ifølge de gamle skrifter kun kunne bæres af den, Nimar selv havde velsignet. Tre dele kom fra Valdemars Lys, mens sværdet Kaspian, som man havde antaget blev opbevaret i Nimranns Højborg i Paravien, var forsvundet derfra og måtte opspores ad andre veje, men til sidst var alle delene samlet.

Dragegabet

Da Modeus samlede sin hær i Dragegabet, rykkede Narabonds hær mod nord og rejste en barriere af magi og stål for at inddæmme kampene. Lochtar drog til Dragegabet iklædt Nimars rustning med Kaspian ved sin side.

Mørketvingeren Natalia Costa gik som den første ind i gabet mod Modeus selv. Det lykkedes hende at fratage ham Rinas gaver, men hun faldt selv i kampen. Lochtar trådte ind bagefter, med Højmagerne bag sig, hvis magi rev skyggerne fra hinanden og indkapslede kampen i et rum uden tid eller sted. Dér, adskilt fra Niraham, pressede Lochtar sværdet mod Modeus’ sjæl, mens skyggerne flåede livet fra ham. De faldt begge. Mægtige kræfter flåede i Dragegabet, og dæmonkontrakterne brast.

Nimarkirken erklærede tredive dages landesorg, og efter Lochtars fald har astrologer berettet om en ny stjerne på nattehimlen – placeret som afslutningen på stjernebilledet Lysets Kriger. Stjernen er herefter blevet kendt som Lochtarstjernen. Siden har også de gejstlige bemærket noget påfaldende: ved påkaldelsen af Lochtars navn mærkes en særlig kraft, og bønner mod Aferheim, hvori hans navn hyldes, skal være stærkere end andre.