Det var højelveren Wilwarian, der i år 1421 EJ – en menneskealder før Himmelkrigene – åbenbarede guden Jorin for elvernes folk. Det blev en skelsættende begivenhed, navnlig i Buranus, hvor Wilwarian levede størstedelen af sit liv.
De tidlige år
Wilwarian blev født i Eislonien i år 1119 EH. Han var allerede fra sin tidlige ungdom stærkt dedikeret til gudernes kald, og det blev set som en selvfølge, da han lod sig optage som lærling under Nimars kirke. Han rejste til Vetas og studerede i mange år i Stortemplet, men selv i elvernes øverste helligdom fandt han præsteskabet for uengageret, og han talte for døve ører, når han krævede af sine medstuderende, at de skulle dedikere deres liv og sjæl til gudernes lære.
Til sidst rejste Wilwarian i en alder af 50 år til Stortemplet i Etos på jagt efter et sted, hvor han kunne finde ligesindede, der, som han, anså gudernes kald for det ypperste formål, man kunne dedikere sit liv til. Han havde held med sit foretagende. Selvom der også i Etos var mange præster, der blot anså gudernes vej som et belejligt levebrød, fandt Wilwarian også stærkt dedikerede præster, hvis tilbedelse af guderne tenderede til det fanatiske.
Over de næste mange år udviklede Wilwarian sine kundskaber, og han blev et anerkendt navn i de kredse af Nimarkirken, der prædikede om fuld og uforbeholden dedikation til guderne. Han begyndte også at missionere og var flere gange udsendt med kirkens inkvisition.
Til sidst blev Wilwarian givet et helligt hverv, som indebar, at han skulle rejse ud i verden til de steder på Niraham, hvor der var størst behov for at styrke båndet mellem folket og guderne. Her skulle han tale og agere med kirkens autoritet, og han blev givet alle nødvendige beføjelser til at sikre, at folket forstod sig på gudernes vilje.
Åbenbaringen
Det var i år 1421 EJ, Wilwarian modtog sin nye position, men inden han kunne rejse ud i verden, foreskrev de gamle traditioner, at han skulle bruge den sidste nat i bøn – liggende på knæ i Nimars kirke i Stortemplet skulle han tilbringe natten i ensom dedikation til Nimar.
Da månen stod højest på himlen, forstyrrede en skikkelse ham i bønnen. Klædt i hvidt og omkranset af et sælsomt lys bevægede den fremmede sig med en autoritet, der brød Wilwarians koncentration. Han vidste, at skolemestrene ofte forsøgte at forstyrre bønnen på den sidste nat for at afprøve, om de udvalgte var tilstrækkeligt stærke i troen, men dette var noget andet.
Snart fandt Wilwarian sig i et drømmesyn – i tronsalen på en mægtig fæstning opført af hvidt marmor, og for enden af salen befandt den fremmede sig, knejsende højt på en trone, omgivet af skarpt hvidt lys. Wilwarian faldt på knæ. Han vidste, at han stod over for en gud. Til Wilwarians forundring vred den fremmede ansigtet i en bister mine og befalede ham at rejse sig. “Se mig ind i øjnene og lad være med at krybe som en hund.”
Wilwarian rejste sig, og den fremmede steg ned fra sin trone og gik tættere på, mens han inspicerede ham nøje. Fra sin tid under inkvisitionen genkendte Wilwarian synet af en overordnet, der så sine soldater an, og han hævede hovedet trodsigt og så ham direkte ind i øjnene. Den fremmede fnøs tilfreds, og et skævt smil bredte sig. “Godt, min dreng. Ingen frygt.”
Netop som Wilwarian drog et lettet åndedrag, begyndte den fremmede at tale, og erkendelsen ramte Wilwarian som en hammer.
Han stod over for Jorin – Nimars fornemmeste mirner. Wilwarian kendte den gamle fortælling om, hvordan Jorin engang blot havde været en simpel dødelig, der angiveligt var faldet i krigen mellem Zara’bash og neldorerne, hvorefter Nimar selv havde taget ham med sig til Aferheim og gjort ham til en af sine mirnere. Med tiden var Jorin steget i anseelse, og til sidst var han blevet udråbt som Nimars forkæmper.
En gammel skrøne lyder, at Jorin rettelig skulle være barn af Nimar og en dødelig kvinde. Denne historie er selvsagt kættersk og falsk, fabrikeret alene med det formål at skæmme Jorins ære. Ingen sand tilbeder vil nogensinde anerkende så tåbelig en myte. Nimar var stærkt dedikeret til sin mage Rina, og Nimarkirken benægter hårdnakket, at han nogensinde skulle have fået andre børn end dem, han skabte med hende.
Jorin fortsatte med at forklare, hvordan gudernes verden, Aferheim, længe havde været i balance. Fanabina havde imidlertid aldrig tilgivet Nimar for, at han havde nægtet hende at få sit eget udvalgte folk på Niraham. Ved brug af rall havde hun skabt sig sortelvere og sortblodsfolk, men vreden over at være sat i anden række var aldrig forsvundet. Derfor havde hun nu skabt sig nyt afkom, de tre afguder Girak, Dilarna og Flarn.
Om Flarn var det spået, at han ville forårsage gudernes fald, så for at bekæmpe Flarns vrede havde Nimar ophøjet Jorin til gud. Og tiden var nu inde til at udbrede Jorins lære til folket på Niraham og samle trofaste støtter, der ville kæmpe for Jorins sag den dag, hvor Flarn åbenbarede sig for verdens folk. Til det formål havde Jorin udvalgt sig Wilwarian.
Hele natten gik med, at Jorin belærte Wilwarian om det bud, han skulle videregive til Nirahams folkeslag – om uforbeholden dedikation til renselse, disciplin og den retmæssige kamp. Alt dette var idealer, som Wilwarian havde stræbt efter hele sit liv, og han så lyset i Jorins bud.
Det udvalgte folk
Da Wilwarian åbnede øjnene igen, var Jorin borte, og han befandt sig atter på knæ i Nimars tempel. Morgenen var kommet, og det var tid til, at han drog ud i verden. Men ikke for at forkynde Nimars ord – den eneste gud, han nu bar i hjertet, var Jorin.
Under sine studier i Stortemplet havde Wilwarian stiftet bekendtskab med stort set alle verdens folkeslag, men ingen af disse havde tilnærmelsesvis samme dedikation til guderne som de højelvere, der var bosat i Buranus. Ikke et sekund var Wilwarian i tvivl om, at disse var de rette til at forkynde Jorins lære for.
Året efter, i år 1422 EJ, ankom Wilwarian til Buranus, hvor han fik foretræde for højkongen Alidon Stella III, der straks så sandheden og lyset i Wilwarians ord. Også præsteskabet i Buranus anerkendte Jorins ophøjelse, og snart efter lod højkongen udstede et dekret om, at højelverne i Buranus havde hans tilladelse til at tilbede Jorin. Selv fortsatte højkongen med at være dedikeret til Nimar, som hans forfædre før ham, men han deltog glædeligt som æresgæst ved Jorins højtider.
Wilwarian blev desuden givet tilladelse og midler til at opføre et prægtigt tempel, der skulle være Jorin værdigt. Templet rejste sig hastigt, og allerede tre år efter – i år 1425 EJ – var den første fløj opført, og Wilwarian kunne holde den første gudstjeneste under templets tag. Her læste han højt fra den store lovbog med Jorins bud, Komania Lex. Selvom han aldrig selv tog æren for templet, blev det hurtigt kendt som Wilwarians Tempel.
I de følgende år konverterede højelverne i Buranus til Jorins lære i tusindtal, og Wilwarian tog mange præstelærlinge til sig, som han indviede i Jorins befalinger til sine trofaste forkyndere.
Da Himmelkrigene indtraf, og guderne fra den ene dag til den anden holdt op med at besvare deres tilhængeres bønner, vendte hele Buranus’ folk sig mod Jorin for at søge tryghed og støtte. Hvor de gamle guder enten var faldet eller blevet svækket under Himmelkrigene, kom Jorin ud af hændelsen stærkere og mere mægtig end nogensinde før. Og nu anerkendte guderne i Aferheim ham formelt som en af De Sande Guder.
Vendepunktet indtraf, da selv fyrst Alidon Stella III konverterede til Jorins lære. Herefter fulgte stort set alle elvere i Buranus, der ikke allerede havde vendt sig mod Jorin, hans eksempel, og lige siden har Jorin haft en enestående særstatus i Buranus.
Wilwarian døde i år 8 EH. Han insisterede hele sit liv på at holde sig i form og være beredt på kamp. Hver morgen red han derfor en energisk morgentur, hvor han gerne udfordrede andre til at løbe om kap. En tidlig morgen på Mysselsletten foran templet pressede han som sædvanligt sin hest til det yderste, da den trådte ned i et hul og faldt. Wilwarian blev kastet ud af sadlen og ramte jorden uheldigt. Da hans følge nåede frem til ham, var han død.
Buranus blev ramt af en altomsluttende sorg. Deres store profet, der havde vist dem vejen og indviet dem i Jorins lære, var død. Wilwarian blev begravet under alteret i sit prægtige tempel i Buranus, og optoget ved begravelsen var en fyrste værdigt.
Templet
Siden Wilwarians død har hans tempel syd for Katena stået som et minde om hans liv og bedrifter. Efter hans bortgang er templet blevet styret af Wilwarians nærmeste syv disciple, der nu udgør den øverste autoritet inden for Jorins lære, og som kun sjældent bevæger sig væk fra templet eller Katena. Templet er også hjemsted for huset Relegio, og det er her, størstedelen af de buranske Jorinpræster studerer og bliver uddannet.
Selve templet er opført som et større kompleks med en central hal, hvorfra udspringer en række storslåede sidebygninger, hvoraf flere er så store, at de fremstår som selvstændige kirker. Bygningen er opført efter strenge arkitektoniske principper, der får den til at fremstå lys og åben, præget af en ophøjethed, der tager pusten fra enhver, der ikke er forberedt. Bygningerne er opført i marmor og sten fra Alderranbjergene, og væggene er udsmykket med talrige malerier, der viser scener fra legenderne om Jorin og den buranske mytologi. Overalt ses medlemmer af huset Relegio i bøn, og der afholdes hver dag storslåede gudstjenester, hvor Jorin lovprises.
Den centrale del af Wilwariens Tempel er Jorins alter, hvor den første og ældste Jorina’dri er placeret. Her brænder den evige ild, som blev antændt af Jorin selv under Wilwariens første prædiken i templet. Fra de højelvere, der overværede Wilwariens prædiken, berettes det, hvordan han ud fra Jorina’dri drog det første flammesværd af Jorin – den første af Jorins hellige klinger.