Slaget om Kungstadt

Dette er navnet, der blev givet til et af de største og mest blodige slag i Narabonds historie. Det fandt sted i år 23 EH mellem dronning Tirri Narabond og hendes bror Adrian og var kulminationen på den store borgerkrig, der i flere år havde splittet Narabond.

Baggrund

I år 21 EH valgte Narabonds konge, Valdemar Narabond, en kyndig Nimarpræstinde som sin brud, Tirri af slægten Hayunen, og det varede ikke længe, før det forlød, at dronningen var gravid. Glæden varede dog ikke længe. Kong Valdemars helbred havde længe været svækket af de sår, han havde fået under Kanslerkrigen i år 18 EH, og han døde kort tid efter brylluppet.

Efter hans død valgte adelen – meget utraditionelt – at lade dronning Tirri fortsætte med at regere landet. Det var første gang, at Narabond havde haft en kvindelig regent, og hun var bevidst om, at hendes situation var sårbar. Som en af sine første handlinger udpegede hun derfor sin storebror, Adrian, til positionen som feltmarskal og øverste hærfører for Narabonds hær.

Adrian var dog en ærgerrig mand, og næppe havde han fået kontrol over Narabonds hær, før han krævede tronen i sit eget navn. Tirri nægtede, og landet blev splittet i to. Størstedelen af Narabonds hær fulgte ham, og dronning Tirri måtte derfor trække på sine allierede for at have en hær at stå imod med.

Det havde hun stort held med, og eftersom Tirris styrker løbende voksede, spildte Adrian ingen tid. Så snart hans hær var samlet, marcherede han direkte mod Narabonds hovedstad, og i det tidlige efterår 23 EH tog hans styrker opstilling foran Kungstadt. Under Adrians banner med den hvide ravn på sort baggrund indledte de kampen, der for eftertiden ville blive kendt som Slaget om Kungstadt.

Slaget

Da parterne mødtes på engene foran Kungstadt, havde Adrian i længere tid belejret byen, men han havde ikke haft held til at gennembryde dens mure. Byens porte var imidlertid svækket af de mange angreb og kunne falde hvert øjeblik. Da Tirris styrker ankom til byen, gik de derfor øjeblikkeligt ind i kampen. Byen var befæstet af den monopatiske garde, som gennem hele kampen støttede dronningen og lod pile regne ned over Adrians styrker.

Dronning Tirris styrker omfattede hærenheder fra Emyr, Roul-Assin, Norrland og Plen, og også Magiens Cirkel og Santillias elvere støttede hende sammen med Ragil- og Nimarkirken. Hendes samlede antal udgjorde omkring 72.000 soldater.

Adrian havde magten over størstedelen af Narabonds hær, som han havde forstærket med lejesoldater. Det samlede antal udgjorde ca. 100.000 soldater. Derudover havde han under belejringen ofret et meget stort antal civile borgere for at få dæmoner til at støtte sin sag.

Selvom Tirris styrker var numerisk i undertal, havde hun en betydelig fordel i de mange præster og magibrugere ved sin side. Værdien af, at Adrian var tvunget til at angribe en vanskelig forsvarsstilling for at tiltvinge sig adgang til Kungstadt, gav hende desuden en strategisk fordel.

Alt i alt var parterne dermed nogenlunde ligeværdigt stillede.

Morgen

Stanken af blod hang tungt i luften.

Kong Lothar af Plen ankom til slagmarken med Ragilkirken i ryggen. Det var krigsduelige folk, og de rykkede øjeblikkeligt ind centralt på slagpladsen. Mens hæren hævede sværdene, gik Ragils ypperstepræst, Ares af Lund, i front og messede højlydt.

Den rouliske hær rykkede frem, ivrige efter at trække det første blod, og deres bueskytter begyndte at sende en regn af pile ned over Adrians hær, hvilket hurtigt tyndede ud i de forreste linjer.

Luften sitrede, og gennem en flænge i luften trådte et stort antal magikere fra Magiens Cirkel frem og lod deres magi regne ned over Adrians tropper i frontlinjen.

Roulernes styrker havde det første sammenstød med Adrians linjer og blev støttet af en enhed fra Nordlenet. Adrians soldater var blevet hårdt ramt af pile og magi, men var ikke så svækkede, som man kunne have håbet. De gav igen og havde held til at presse den rouliske linje tilbage. Et veludført kavaleriangreb fra flanken, udført af den rouliske Bjørnlod-klan, ramte Adrians linje uforberedt og pløjede gennem soldaterne, men ikke før de rouliske fodfolk også selv havde lidt store tab.

Hærstyrker fra Sydlenet og Vestlenet var ankommet på slagmarken og kastede sig straks ind i kampene. Adrians bueskytter koncentrerede deres pile mod disse styrker, hvilket kostede dem dyrt. Mens bueskytterne var optaget, rykkede Plens hær frem mod Kungstadt for at beskytte byens mure.

Til vands havde en flåde fra Emyr forsøgt at kæmpe sig gennem den blokade, som Adrians krigsskibe havde lagt om byen, men forgæves. Emyr led store tab, og havet blev rødt af blod. Norrlandske skibe forsøgte nu at angribe Adrians flåde, men også de måtte erkende, at Adrians dominans på havet var for stærk.

Emyrs skibe forsøgte desperat at sætte tropper i land, men de blev konstant angrebet. Magiens Cirkel kom Emyr til undsætning og påførte Adrians tropper store tab, men det var langt fra nok til at overrumple dem. Adrians dygtige kaptajner tilpassede sig situationen, og snart flød endnu mere emyrsk blod i havet.

På land havde styrker fra Nordlenet haft held til at bryde igennem Adrians linje. Det havde imidlertid været en bekostelig affære, og den rouliske linje var nu også tæt på at bukke under for presset. Kampen var desperat, men i nødens time faldt Roul-Assins krigere tilbage på en gammel, velkendt strategi. De påkaldte guderne og lod deres linje gå i opløsning for at kaste sig over fjenden i et voldsomt overraskelsesangreb.

Adrians hær var ikke forberedt på det pludselige udfald, så selvom roulerne led grusomme tab, formåede de at overraske fjenden i en sådan grad, at det vendte slagets gang. Også kavaleri fra Bjørnlod-klanen engagerede sig i angrebet, men med mindre held. De blev fastlåst i kampens hede og måtte se mange gode krigere blive revet ned fra deres heste og dræbt.

Krigere fra Sydlenet og Vestlenet fulgte roulernes eksempel, og deres linjer blev kaldt til stormløb mod Adrians styrker. Man forsøgte at demoralisere fjenden og bryde hans linjer. Det lykkedes imidlertid ikke. Trods voldsomme kampe, hvor mange krigere slog deres navn fast, stod Adrians linje fast, og begge parter led store tab.

Et glædesråb lød fra kysten og overdøvede krigens rædsler. I høj fart kæmpede stævnen på utallige elegante skibe sig gennem vandet. Elverne fra Buranus havde æret deres forbund med den afdøde kong Valdemar II og var kommet hans dronning til undsætning.

Skibene skød hurtigt frem mod land, og da de nåede kysten, sprang kampklædte elvere ud over kanten og satte et voldsomt angreb ind mod de af Adrians tropper, der befæstede kysten. Under ledelse af Elthatyrion Randacil Stringarth formåede de at tvinge fjenden på flugt og undsætte de resterende soldater fra Emyrs hær, der havde været fanget langs vandet og desperat kæmpet for overlevelse.

Formiddag

Krigen rasede på alle fronter, og døde lå i tusindtal på jorden. Venner og fjender var blandet med hinanden. Efter flere timers kampe havde der endnu ikke været et afbræk, hvor man kunne slæbe de døde væk fra slagmarken.

Alle hærenheder var svækkede og udmattede. På Tirris side forsøgte man desperat at holde sammen på linjen, og man frygtede hvert øjeblik, at linjen kunne bryde sammen. Skete det, ville det koste dyrt. Magiens Cirkel var nu trådt aktivt ind i kampen og brugte betydelige magiske kræfter på at støtte de enheder, der var mest pressede, indtil forstærkninger kunne nå frem.

Da skete det, at Adrian og hans hær tog mere ukonventionelle midler i brug. Det havde længe været kendt, at Adrian havde vendt sig mod mørke kræfter for at vinde magten over riget, men præcis hvordan de ville støtte ham under kampen, havde været en gåde – indtil nu.

En dæmon manifesterede sig ud af intetheden. Flere meter høj, afskyelig at se på og med uanede kræfter. Valafort var dens navn, og dens hjerte var optændt af krig. Adrian havde valgt tidspunktet godt. Tirris hær begyndte at vige ved syne af dæmonen, og mange så man håbet forlade hendes soldater.

Kong Lothar af Plen erkendte faren og kaldte sit folk til samling omkring sig. Flankeret af Ragilkirken satte de et angreb ind direkte mod Valafort. Adrians styrker gjorde kun begrænset modstand, men da Plens hær nåede Valafort, veg de fleste soldater tilbage i angst.

Ragils ypperstepræst, Ares af Lund, lod sig ikke kue, og han greb derfor fat om sit sværd, råbte Ragils navn og tog kampen op. Det var imidlertid et håbløst foretagende. Med blot et enkelt slag dræbte Valafort ham.

Ved det syn greb Magiens Cirkel til handling. En fraktion af dæmonjægere brugte deres kræfter til at holde Valafort stangen og formåede på mirakuløs vis at holde stand mod Valaforts angreb. Ragilkirken støttede op, og ved fælles kraft lykkedes det for en tid at holde dæmonen ude af kampen.

Ved kysten var resterne af Emyrs hær langt om længe nået i land og havde fået organiseret sig. De satte deres tunge kavaleri ind i kampen og formåede sammen med den rouliske Bjørnlod-klan at fange en af Adrians enheder i en knibtangsmanøvre og dræbe hver en mand.

Krigslykken var imidlertid ikke med Tirris side længe. Der gik kun kort tid, så faldt et medlem af Magiens Cirkel til jorden, dræbt af dæmonen Valafort. Snart fulgte endnu en. Og derefter en tredje. Deres kontrol over dæmonen svigtede. Ragilkirken satte sin fulde styrke ind på at støtte, og det lykkedes på ny at genoprette kontrollen over Valafort, men det var en stakket frist. Flere af medlemmerne fra Magiens Cirkel kunne efterhånden knap nok stå på benene.

For en tid opstod en pause i kampene. Soldaterne var udmattede efter flere timers kampe, og hærførerne så hinanden an for at finde svagheder hos fjenden. Under dette ophold blev himlen mørkere og mørkere, og lyn begyndte at falde til jorden, hvor de antændte ligene på slagmarken og startede store ligbål.

Stilstanden blev imidlertid brudt ved synet af den elviske fyrst Istezari, der rykkede frem med en hærenhed af elviske bueskytter. Adrians tropper havde dagen lang forsøgt at bryde gennem Kungstadts porte, og nu tydede det på, at de ikke holdt meget længere.

Istezari udsatte sine bueskytter for stor fare ved at drive dem frem på slagmarken, men hvis Kungstadt faldt, var alt tabt. Adrians styrker så elverne nærme sig og intensiverede deres pres på porten. Ved brug af overvældende magiske kræfter formåede de at bryde porten ned, og Adrians tropper stormede ind i byen. Her blev de mødt af den monopatiske garde, men de kunne ingen forskel gøre overfor Adrians krigsvante hær og døde alle forgæves.

Magiens Cirkel trådte til, og deres mægtigste stridsmagere begyndte at messe. Jorden sprækkede, små sten blev opslugt af gløder, og flammer brød op fra jordens indre, hvorefter en hel mur af ild rejste sig foran Kungstadts porte og afskar resten af Adrians hær vejen. Mange blev opslugt af flammerne – både venner og fjender.

Også de rouliske vølver trådte til. De manipulerede med elementerne og lod vand springe fra jordens undergrund, så der foran flammehavet opstod en ufremkommelig sump. Hvis nogen ønskede adgang til Kungstadt, måtte de nu krydse både vand og ild.

Adrians magikere begyndte at bearbejde værnet. Hvis det faldt, ville hans tropper igen kunne strømme ind i Kungstadt. Det var nødvendigt at optage magikerne andetsteds, så hærførerne fra Emyr, Plen og Norrland bragte det største offer af alle. De samlede deres elitestyrker i et frygtindgydende tungt kavalerifremstød og pløjede frem igennem midten af Adrians hær.

Så stor var deres styrke, at Adrians hær til sidst skilte sig på midten af angst og blot lod dem passere. Det var en åbenlys udfordring til Adrian, som han var nødt til at gribe, og snart standsede hans magikere bestræbelserne på at rydde vejen til Kungstadt for i stedet at lade død og ild regne ned over Tirris bedste tropper. De faldt i ét væk, men med deres store offer reddede de Kungstadt noget tid endnu.

Magiens Cirkel kunne intet stille op. De var travlt beskæftigede med at holde dæmonen Valafort i skak, og veg deres koncentration blot et øjeblik, ville han slippe fri og vende hele slagets gang.

Eftermiddag

Elisabeth Narabond ankom til slagmarken og medbragte en mindre hærenhed. Hun havde lovet desertører fra Adrians og Narabondslægten en benådning, hvis de ville kæmpe for Tirris sag under slaget, og på den måde havde hun skabt en helt ny hærstyrke, som ingen havde forudset.

Hendes tropper angreb Adrians styrker i et fremstød mod hans nordlige flanke. For en tid havde de stort held med foretagendet. Adrians hær var ligesom Tirris udmattet, og Elisabeths tropper var friske og stærkt motiverede. Snart vendte krigslykken imidlertid igen.

Adrian satte sine sorte riddere ind i kampen. Et øjeblik stod de i tavshed samlet på en bakketop og lod hele slagmarken se dem mod solens nedgående stråler, hvorefter de satte i galop mod Tirris linjer.

Mange af Narabondslægtens folk havde tidligere oplevet de sorte ridderes nærvær og kendte til den følelse af en dødsens hånd, der greb en om hjertet, så snart de kom nær. Andre oplevede nu følelsen for første gang. De sorte riddere brød igennem Tirris rækker og spredte rædsel overalt, hvor de kom frem.

Tirris side havde brug for sine magiske kræfter, men så længe Magiens Cirkel var beskæftiget med at holde dæmonen Valafort fanget, havde de ingen mulighed for at stå imod de sorte riddere. Kong Lothar af Plen tog sagen i egen hånd, og sammen med sin udvalgte garde satte han et angreb ind mod Valafort. Det var imidlertid et håbløst foretagende, og snart lå ikke kun garden, men også kong Lothar, døde på jorden.

Magiens Cirkel måtte sande, at det kostede for mange liv at holde Valafort stangen. I desperation forsøgte de at binde dæmonen i et magisk værn, men det krævede, at de kom faretruende tæt på væsnet. For tæt. Et medlem af Cirklen blev opslugt af dæmonens ånd, og i stanken af blod blev hans sind og ånd flået ud af kroppen på ham.

I kampens hede, omgivet af død og med et sind optændt af jagt og blod, splittedes magikerens krop, og han forvandlede sig til en frygtindgydende varulv. Med dæmonisk styrke angreb den sine tidligere fæller i Magiens Cirkel. Mentalister forsøgte desperat at trænge igennem til dens sind, men til ingen verdens nytte. Flere blev dræbt, før det lykkedes at vende udyrets bevidsthed mod Adrians styrker, som den nu kastede sig over.

Victor Flamme, højpræst af Ragil, stod side om side med Vhale, der var than i Bjørnlod-klanen og selv en magtfuld præst. Omkring sig havde de resterne af Ragils kirke, og de bevægede sig nu højlydt messende frem på slagmarken, mens de påkaldte sig Ragils navn. Alle fjender, der forsøgte at gå til angreb på dem, blev grebet af frygt og flygtede.

Resterne af kavaleriet fra Emyr, Plen og norrland vendte tilbage. Det var en sørgelig forsamling, og af de mange hundrede, der red ud for at drage opmærksomheden fra Adrians magikere, var der nu næppe mere end en håndfuld tilbage. Ikke ét banner fra Plen var at se blandt dem. Deres sidste gerning på slagmarken blev at kaste sig over de flygtende soldater, som Ragilkirken drev foran sig.

Målet for Ragilkirken var det store, sorte alter, som Adrian havde fået opført uden for Kungstadts mure, og hvor han over den seneste tid havde foretaget utallige menneskeofringer for at styrke og behage sine dæmoniske forbundsfæller.

Lig var begravet i endeløse massegrave, og da Ragilkirkens følge nåede frem til dem, stoppede de op og beskuede det sørgmodige syn. Victor Flamme tog en dyb indånding og gik da på kompromis med et af kirkens væsentligste principper om at lade skæbnen råde og de døde hvile.

Han talte til alle de mange døde sjæle og truede dem med helvedes ild. Ikke kun ville han lade deres kroppe brænde, men også deres sjæle ville for evigt blive opslugt i flammernes pinsel. Så bestemt formanede han dem om de lidelser, han ville udsætte dem for i det hinsides, at de døde til sidst rejste sig fra graven.

Så stor havde deres smerte været under Adrian, at selv døden ikke kunne holde dem tilbage. De var optændte af at ville udøve deres vrede over den infame præst, der nu end ikke ville lade dem finde hvile i døden, men ville pine dem i det næste liv, som Adrian havde gjort i det forudgående.

I det samme åbenbarede Ragilkirken sin list. Fra dens midte trådte en gruppering af nekromantikere frem, forklædt som Ragilpræster og ledt af morticismens mester Isac. Havde de døde vidst, at en nekromantiker var til stede, var de forblevet døde i deres grave – men sket var sket, og da morticisterne gik i gang med at udøve deres dystre virke, sås en hær af udøde snart på mester Isac med hundens underkastende øjne. Tirris hær havde en ny styrke at sætte ind.

Andetsteds var Magiens Cirkel ved at være udpint. De kunne ikke holde dæmonen Valafort bundet meget længere, og magikere faldt fra i en alarmerende fart. Det blev besluttet at gøre et forsøg på at tvinge dæmonen bort fra Nirahams plan. Det var et farligt foretagende, og de var alle svækkede. Tre medlemmer af Cirklen gjorde det klart, at de var klar til at gå i døden i forsøget, så et ritual blev klargjort. Til trods for deres ypperligste bestræbelser fejlede ritualet imidlertid. Cirklen gav imidlertid ikke op, og tre nye aspiranter meldte sig klar til at gøre et forsøg mere.

Roulernes vølver forsøgte sig også med et ritual. Det skulle hidkalde vandet fra floden for at rejse sig i en mægtig flodbølge, der skulle skylle hen over Adrians styrker. Men heller ikke det lykkedes. Vølverne kunne imidlertid give svar på, hvorfor hverken deres eller Cirklens ritualer ville lykkes. Mængden af rall i og omkring slaget var uhyrlig.

På Adrians sorte alter satte en aldrende, hvidklædt skikkelse sig ned. Han lukkede øjnene og forsøgte at fortrænge stanken af blod og råbene fra de mange tusinder, der tørnede sammen og døde på slagmarken. Han var Mathissar Capri, præst af Arl, og sammen med yderligere en håndfuld af sine præster var han rejst til Kungstadt for at genoprette balancen. Præsterne begyndte et kompliceret ritual, der skulle rense alteret og bryde båndet mellem de mange døde sjæle og Adrians dæmoner. Også Mathissar måtte imidlertid give fortabt. Alt omkring dem var så mættet af rall og mørk energi, at det var umuligt for dem at få kontakt til Arl.

Den fysiske udgydelse af blod fortsatte til gengæld ufortrødent. Hærene fortsatte med at have konstante sammenstød, og selvom soldaterne på slagmarken var dødsens udmattede, fortsatte begge sider med at presse på i det, der havde udviklet sig til en drabelig udmattelseskamp.

Fra Tirris hær gjorde navnlig Santillias bueskytter og krigere fra norrland betydelige indhug i Adrians rækker. De havde fundet sammen i en besynderlig symbiose, hvor bueskytterne blødgjorde fjendens rækker, og når deres mod begyndte at vakle, brød krigerne fra norrland frem i frygtindgydende angreb.

Også varulven kæmpede videre. Den blødte fra utallige sår, men skabt af dæmoniske kræfter og født af sit ophav i Magiens Cirkel, fortsatte den, som var intet hændt. Hvor end den for frem, lagde den hære døde – og blandt magikerne herskede der nu en kamp om varulvens sind. Den, der kunne dominere bæstet, kunne bestemme dens ofre, og den seneste tid havde den navnlig ladet sin blodrus ramme Tirris hær.

Den væsentligste del af kampene foregik nu om den store adgangsbro, der førte ind til Kungstadt. Adrians styrker var igen på nippet til at nedbryde en af Kungstadts porte, og Tirris hære kæmpede desperat for at afskære fjenden vejen, men uden held.

Blandt roulerne forsøgte en vølve, Jara, stædigt at få naturen til at lystre hendes bud. Alt var fordrejet af negativ energi, og hun kunne ikke føle naturens tilstedeværelse længere. Hun nægtede imidlertid at give op. Siden hun var barn, havde elementerne talt til hende, og hun søgte nu efter dem i sit indre. Hvis ikke hun kunne finde dem, kunne de måske finde hende.

Vinden begyndte at hvirvle om hende, og luften sitrede og slog gnister. Ånderne havde længe blot set på i tavshed, men de kunne ikke holde sig passive længere. Al den død og mørke magi var blevet dem for meget, og nu ville de også gøre deres stemmer hørt. Vandet begyndte at bruse, og små bølger blev til oprørt hav, indtil en vandsøjle af uhyggelige dimensioner rejste sig. Den rullede ned ad floden og skyllede alle krigere nær porten væk i et brølende inferno.

Aften

Slaget om Kungstadt var inde i sin afgørende fase. Begge sider havde opbrugt alle deres reserver, og luften var så ladet med magi, at selv almindelige mennesker kunne smage det. Overalt hørtes lyden af stål mod stål.

Himlen var så mørk, at det syntes, som om både solen og månen havde givet op. Ild og blod var det eneste, der kunne ses på slagmarken, og for mange var mørkets komme en velsignelse, der befriede dem for synet af al den død.

Den vestlige port til Kungstadt var faldet, og Adrians styrker strømmede ind i byen. De havde fældet hele den monopatiske garde, som var udpeget til at forsvare byens indre, og byens sidste soldater kæmpede nu en desperat kamp fra hus til hus for at forsvare sig mod den indtrængende fjende.

I nødens time red Tirri selv frem på slagmarken. Hun var omgivet af Nimars kirke, og på sit hoved bar hun Narabonds krone. Den havde været i Narabondslægtens besiddelse siden de tidligste tider og var velsignet med lys, magisk kraft. Blandt dens egenskaber var, at kun Narabonds sande regent kunne bære den, og symbolværdien i, at Tirri nu viste sig overfor Adrian bærende kronen, var stor. Fra den spredte et klart, hvidt lys sig mod nattehimlen, og Nimars præsteskab brugte deres kræfter til at styrke denne magi og lade Nimars lys skinne klarere end nogensinde før.

For en tid fandt Tirris styrker nyt håb ved synet af hendes lysende skikkelse. Og hos de afkræftede medlemmer af Magiens Cirkel, der i utallige timer havde forsøgt at holde dæmonen Valafort stangen, gav det grobund for optimisme. For en kort tid var deres bevidsthed ikke tynget af tilstedeværelsen af rall.

En mørketvinger, Hector, bød sig til. Han havde i mange år lyttet på sin læremester og de vise rådsmedlemmer fra Magiens Cirkel tale om, hvordan mørkets kræfter kunne påvirkes, og han var villig til at ofre sit liv for at afprøve en tese om, at kunsten til at binde Valafort ikke var gennem kontrol, men manipulation.

Det var et dristigt og farligt forslag, men situationen havde aldrig været mere håbløs. Så store kræfter var nødvendige, at det næppe ville være muligt at prøve igen, skulle han fejle, men selv de viseste mestre af Cirklen havde givet fortabt på nuværende tidspunkt, og hvis de ikke fandt på en løsning, var udslaget givet på forhånd.

Hector fik overrakt et sværd, og magikerne bandt de besværgende tråde, der knyttede ham til dæmonen Valafort. Forundret stoppede dæmonen med at kæmpe imod for en tid. Hele dagen havde magikerne forsøgt at betvinge den, og nu skabte de i stedet en forbindelse. Sværdet blev holdt frem i strakt arm mod Valafort, der blot grinede hånligt, men formålet havde aldrig været at skade ham.

Magiker efter magiker faldt til jorden, dødeligt udmattede, men alle blev de ved med at styrke båndet mellem Valafort og Hector. Først for sent gik ritualets formål op for Valafort, og da begyndte han at kæmpe imod med al sin styrke, men forgæves. For at bryde gennem sløret til Nirahams verden måtte Valafort indgå en pagt med Adrian om at begå uendelig og uoprettelig skade på Nirahams folk.

Den pagt kunne ikke brydes. Det havde Cirklen gjort utallige, håbløse forsøg på i løbet af dagen, som var en forudsætning for at kunne tvinge Valafort tilbage til dæmonernes rige. Men den kunne forvrænges og bøjes. Og med Cirklens bistand havde Hector indgået i pagten og sat sig selv over Adrians intention, så Valafort nu var bundet til sværdet.

Dæmonen gjorde udfald efter udfald, og mange magikere mistede livet til dens vrede, men gradvist krympede den og blev mindre, indtil den til sidst forsvandt helt. Hector måtte slippe sværdet, og det faldt til jorden med et brag, som udtrykte, hvordan det indeholdt væsentlig mere vrede og vægt, end hvad dets simple udseende gav anledning til at formode.

Også Ragils præster havde draget gavn af at kunne tale klart og uforstyrret med deres gud for en tid. De havde kæmpet sig vej frem til Adrians sorte alter, som var en væsentlig kilde til Adrians magt. Velvidende om de mørke kræfter, som det rummede, lagde Victor Flamme, højpræst af Ragil, sig på knæ foran alteret og påberåbte sig Ragil. Hans nærmeste præster lagde hænderne på hans skuldre, og resten af følget på deres.

Alle stemte de i med en bøn til Ragil, så højlydt og inderligt som aldrig før. Ingen af dem kunne huske nogensinde før at have lagt en sådan mængde sjæl i deres virke, men uanset deres bestræbelser var der ingen, som messede højere eller mere inderligt end deres højpræst.

Gløder sprang fra hans bryst, og flammer stod ud af hans øjne, og netop da det syntes, som om hans krop skulle til at bryde i brand, bankede han begge næver resolut ned i alteret. En trykbølge fik alteret til at splintres, og alle omkring Victor Flamme blev blæst omkuld. Da de rejste sig igen, så de hans forkullede lig ligge hen over resterne af alteret. Ragil havde taget sin udvalgte søn til sig.

Ved synet af alteret, der splintrede, og Adrians mærkbare svækkelse blev nekromantikeren Isac overmodig. Han havde nydt stor glæde af sine mange udøde på slagmarken, og ved hjælp af et antal kyndige mentalister, der skulle holde hans sind beskyttet mod mørkets indflydelse, bevægede han sig frem på slagmarken, hvor han udfordrede Adrian selv til en duel. Han var imidlertid chanceløs. Adrian legede med ham lidt tid, indtil han begyndte at kede sig, og afsluttede da duellen, hvorved Isac forsvandt i en støvsky.

Herefter sendte Adrian på ny sine to hunde, Zagan og Camio, frem for at sprede skræk og rædsel. Tirris styrker havde haft deres øjeblik af optimisme under hendes sceniske entré på slagmarken, men nu trak mørket atter sammen. Resterne af Magiens Cirkel forsøgte med de tilbageværende medlemmer af Ragilkirken at bekæmpe hundene, men uden noget nævneværdigt held. Der havde været et øjebliks håb, men det svandt nu hastigt igen.

Nat

Varulven havde længe spredt død og ødelæggelse, men efter dæmonen Valafort var blevet bundet, havde den vist mærkbare tegn på smerte og kunne dårligt støtte på det ene ben. Tirris hær så sit snit til at overrumple den, og med et kraftigt slag fra en økse gik varulven omkuld. Det krævede mange soldater og mange hug, men til sidst lykkedes det at skille dens hoved fra dens krop.

Andetsteds havde elementalisten Hector fundet god gavn af det dæmonbesatte sværd. Han var konstant omgivet af mentalister, der forsøgte at skærme ham mod dæmonens indflydelse, men med begrænset held. Dæmonens vilje var dog simpel. Den ønskede krig, død og sorg, og Hector var så ude af sig selv, at han blindt adlød. Han kastede sig ind i kampen mod Adrians styrker, og selvom han aldrig tidligere havde holdt et sværd, førte dæmonen hans hånd. Hector fandt snart Adrians to hunde, Zagan og Camio, og kastede sig imod dem.

Et øjeblik tøvede hundene. De hørte dæmonens stemme og så dens væsen i Hectors øjne. Han svingede imidlertid sværdet og fældede hurtigt den ene af hundene. Den anden gik til angreb, og til trods for at han måtte lide forfærdeligt under dens angreb, lykkedes det ham ved Valaforts vildskab også at nedkæmpe den anden.

Adrian havde opbrugt alle sine dæmoniske ressourcer. Heller ikke magikerne fra Magiens Cirkel eller Ragils præsteskab havde kræfterne til at kæmpe længere, så krigen verserede nu kun mellem de tilbageværende soldater. Tabene var så uhyrlige på begge sider, at kampen efterhånden var begrænset til et mindre område, og både Tirri og Adrian var synlige på slagmarken.

Blandt den rouliske Bjørnlod-klan havde man dog et sidste trick. Adrian var én gang tidligere blevet såret af en pil, og selvom han bar magisk rustning på slagmarken, som ikke tillod nogen skade at ramme ham, kunne den ikke beskytte ham mod sig selv. Hvordan skulle han ellers kunne gribe sit sværd, hvis rustningen afholdt hans egen hånd fra at passere dens beskyttelse?

Seefina af Bjørnlod-klanen havde den pil, der i sin tid havde såret Adrian, og den havde stadig hans indtørrede blod på spidsen. Hvis noget skulle kunne ramme ham, måtte det være den. Hidtil havde Adrian holdt sig på sikker afstand fra kampene, men linjerne var nu så tynde, at han havde måttet komme faretruende tæt på for at kunne følge slagets gang. Seefina så sit snit og opsøgte en roulisk hærfører, Ask, og bad om hans bedste bueskytte. Hun fik udpeget den unge Hjalmar og fandt ham i menneskemylderet.

Han satte pilespidsen på et skaft og trak buen. Et splitsekund tvivlede han, men lod så pilen flyve. Den fortsatte gennem krigens tumult med usvigelig præcision og fandt sit mål. Den gennemborede Adrians panser og trængte dybt ind i hans venstre arm.

I det samme faldt Hjalmar død om, men ingen så på ham. Hele slagmarken var stoppet op ved synet af Adrian, der i smerte og fortvivlelse forsøgte at rive pileskaftet ud af sin arm. Hans hær havde kæmpet hele dagen for hans sag, men deres kræfter var brugt op, og alle Adrians overnaturlige kraftkilder var borte. Der var kun soldaterne tilbage, og nu var deres hærfører hårdt såret.

Det var det sidste strå. Adrians hær mistede modet og flygtede. De løb, faldt og snublede over hinanden uden anden tanke end at komme væk fra denne mareridtsagtige sump af blod, død og lidelse. De sorte riddere sluttede tæt sammen om Adrian, og han galoperede væk fra slaget.

Efterspil

Kampen var vundet, og Tirri lod sig hylde som sejrherre. Spredte kampe fortsatte natten igennem, og i den tidlige morgenstund forsøgte et kompagni af Adrians soldater, som havde holdt sig skjult i mørket, at angribe dronningens lejr og dræbe hende, men uden held.

Det var en dyrkøbt sejr. Over 200.000 civile havde mistet livet under belejringen og kampene. Adrians tropper havde udført en regulær massakre, da de fik tilkæmpet sig adgang til byen, men allerede inden da havde de ofret et uhyrligt antal civile for at behage Adrians dæmoniske forbundsfæller. Blandt soldaterne var over 100.000 døde i kampene, og deres lig lå nu spredt ud over slagmarken. Mellem dem lå også de sårede og døende, hvoraf størstedelen ikke ville overleve de kommende dage.

Efter slaget flygtede Adrian mod nord med de sørgelige rester af sin hær. De gjorde holdt for natten i byen Dullstadt, som de plyndrede for alt spiseligt, og næste morgen brændte de den ned til grunden. Alle borgere, der ikke allerede var flygtet, blev indfanget og hængt. Fra den ene dag til den anden ophørte byen med at eksistere.

Herefter fortsatte Adrian videre nordpå, indtil han til sidst nåede Dragegabet, hvor han forskansede sig i sin fæstning. Da dronning Tirri ikke havde styrkerne til at forfølge ham og indlede et nyt slag, opstod der en skrøbelig fred, hvor Adrian blev tilladt at leve i eksil i Dragegabet under forudsætning af, at han ikke forsøgte at opnå magt uden for egnen.

I sidste ende tog Adrians magtbegær imidlertid overhånd, og han begyndte igen at gå i ledtog med dæmoner. Ved begivenheden kendt som Adrians bryllup i år 29 EH tog Ragilkirken sin endegyldige hævn, hvilket resulterede i Adrians død.