Disse magiske skrifter blev forfattet af vinthelfyrsterne i årene 1167–1174 EJ, mens Vinthelkrigen rasede. Nirahams magikere så i disse år, hvordan det ene tårn efter det andet faldt, og de frygtede, at deres viden ville gå tabt for evigt. Derfor nedskrev de fem skrifter – ét for hver af datidens fem magiskoler – hvori de samlede al deres fælles viden inden for hver skole. Disse skrifter blev siden kendt som Stella Magica.
Selv i dag omtales de fem Stella Magica med ærefrygt. Der hviler store kræfter i dem, men netop af den grund vogtes de nidkært. Gennem generationer har magikere advaret mod den skade, der kunne opstå, hvis deres indhold blev alment kendt, og mørke kræfter fik indsigt i den ældgamle visdom. Derfor er skrifterne blevet skjult med stor omhu og benyttes kun yderst sjældent.
Som en yderligere sikkerhedsforanstaltning blev hver Stella Magica opdelt i flere dele. For at opnå fuld indsigt i en given magiskole kræves det, at alle dele samles. Opdelingen er foretaget på en sådan måde, at en enkelt del kun rummer fragmenter og ikke afslører væsentlig viden. Men for den, der formår at samle en komplet Stella Magica, venter stor indsigt og mægtige magiske kræfter.
De fem Stella Magica
Mortis Stella Magica
Den oprindelige samling af al viden om morticisme – både den lyse og den mørke praksis. Det menes, at denne Stella var i Arathollslægtens varetægt, men efter at størstedelen af slægtens ledende medlemmer blev dræbt under begivenheden kendt som Adrians Bryllup i år 29 EH, er det nu uvist, hvor Mortis Stella befinder sig. Bekymrede stemmer frygter, at den er endt hos den sortelviske magiker Th’Khassos, der kort efter brylluppet tilegnede sig Arathollslægtens hjem, Gråfenne.
Menta Stella Magica
Den først skabte af Stella-samlingerne og bæreren af en dyb indsigt i mentalismen og sindets hemmeligheder. Flere mentalister i Magiens Cirkel mener, at denne Stella udgør nøglen til tankernes foranderlighed og indeholder beskrivelser af ‘Drømmeriget’. Den var oprindeligt i fyrst Modeus’ varetægt, men efter at han i år 25 EH blev trukket ind i dæmonernes plan, er det ukendt, hvem der siden har været i besiddelse af den.
Divina Stella Magica
Den gamle samling af viden om dimensionisme og planernes magiske virkemidler. Det er en af de mægtigste Stellaer og siges at kunne opløse grænsen mellem virkelighed og fantasi. Den menes at være i mester Uldurs varetægt, men hvor på Niraham han opbevarer den, er ukendt.
Elementa Stella Magica
Samlingen af al viden om elementalisme og elementernes visdom. Det er en af de få Stellaer, der aldrig har forladt Magiens Cirkel og gennem generationer er blevet vogtet af Cirklens troldmænd. Den befinder sig i tryg forvaring hos Gagail ‘Lysbringer’ i hans vinthel i Etos.
Stella Magica Daemonicus
Den farligste af alle Stella-samlingerne, da den rummer den ældste og mest omfattende viden om dæmoner og deres væsen. Den har tidligere været i fyrst Modeus’ besiddelse, men efter hans fald i år 25 EH blev den skjult i krypterne under Dorenburg i Tharkien og sat under beskyttelse af Magiens Cirkel. I år 33 EH lykkedes det dog for Modeus’ lærling, Usemo, med støtte fra de såkaldte Skyggesjakaler, at angribe Dorenburg og stjæle Stellaen. Da Usemo kort efter hjalp Modeus tilbage til Niraham, tyder meget på, at Stella Magica Daemonicus nu igen er i Modeus’ besiddelse.